OB – Dragør: 5-4
OB var igen den ene part i et kæmpe drama, da Dragør var på besøg i den 2. kvartfinale, der blev spillet i Odense Idrætshal. 130 tilskuere blev vidne til en kamp, der lignede at den var afgjort til fynboernes fordel, inden Dragør lavede et flot comeback for så til sidst at miste overblikket og tabe kampen pga. af et rødt kort.
OB havde til fredagens kvartfinale valgt at erstatte Johan Björklund med Mads-Peter Jannings, der sammen med Mikael Mattiasson udgjorde 1. parkryds for OB. I 2. parkryds havde OB Morten Hyrup Rasmussen, der i den første kvartfinale havde vundet to flotte sejre + den afgørende double, samt Poul Sørensen.
Dragør havde samme 1. parkryds som søndag, hvilket betød at svenskerne Cyprian Asamoah og en sygdomsramt Sam Oddsheden var at finde der. Carsten Egeholt var derfor igen at finde i 2. parkryds og så havde Kasper Schübeler erstattet Hampus Söderlund.
De to førstemænd, Mikael og Cyprian skulle allerede mødes i den første kamp. Mikael tabte til Cyprian sidste sæson, da de to mandskaber kæmpede om oprykning, men har både før og siden haft godt fat i den muskuløse amagerkaner. Det var også tilfældet fredag, selvom kampen blev tæt. Ved 10-10 i første sæt, var der dramatik for første gang. Bolden rammer/rammer ikke kanten. Dragør ser bolden på kanten, men dommeren dømmer den på siden. Efter lidt diskussion bliver spillet genoptaget og Mikael vinder sættet 16-14. Herefter virkede det som om Mikael havde styr på tingene og OBeren vandt kampen 3-0.
Mikael – Cyprian: 16-14, 11-5, 12-10
Poul skulle i 2. parkryds op mod Carsten. Normalt spiller de to tætte kampe, men denne blev en undtagelse. Carsten spillede på et højt niveau og med god taktik. Samtidig spillede Poul under standard og lavede mange enkle fejl.
Poul – Carsten: 9-11, 4-11, 5-11
Mads-Peter havde herefter en god mulighed for at sende OB tilbage i front mod Sam, der lignede en, der ikke burde have forladt sin seng. Det kan være utroligt svært at spille mod en, der hele tiden er på nippet til at give op, og da Sam samtidig ramte mange af sine yderst chancebetonede slag, uden at flytte benene, blev kampen faktisk tæt. Mads-Peter holdet dog hovedet koldt og vandt 3-1
Mads-Peter – Sam: 8-11, 11-9, 11-5, 11-8
Morten og Kasper gav herefter hinanden og publikum en flot kamp. Kasper spillede taktisk godt i 1. sæt, hvor Morten havde problemer i sit returspil. Morten fik herefter styr på nerver og returerne og bragte sig foran 2-1. Kasper kom bedre med i 4. sæt og Morten var presset. På Mortens anden matchbold ved 11-10 spiller de to en lang loop til loop duel, der afsluttes med et jubelskrig fra Kasper, der dog går over i det modsatte da bolden som Kasper ser ude lige præcis rammer kanten og derved var OB foran 3-1 ved pausen. Dragør skulle nu til at lave små mirakler bare for at komme i en afgørende double.
Morten – Kasper: 9-11, 11-6, 11-6, 12-10
Efter pausen skulle 1. kryds i kamp. Mads-Peter var denne gang bedre med mod Cyprian, men svenskeren vandt dog alligevel relativt sikkert
Mads-Peter – Cyprian: 3-11, 11-5, 6-11, 5-11
I den anden kamp var der lagt op til en ren ekspeditionssag for Mikael. Sam lignede endnu mere en, der ville trække sig fra holdkampen, og meddelte også at han ville gøre det, hvis han fik en dårlig start. Det skete bare ikke, og som kampen skred frem, blev Sam ved at hænge på, og Mikael kunne ikke få det hul, der formentlig ville knække den store svensker. Ved 7-7 i afgørende sæt tog Mikael dog fire point i træk og afgjorde derved kampen.
Mikael – Sam: 11-9, 8-11, 11-9, 9-11, 11-7
Derved havde OB to chancer for at spille sig i semifinalen. Poul kom godt fra start mod Kasper. Kasper fik dog i 2. sæt det taktiske overtag og kampen blev herfra tæt. Kampen måtte i fem sæt og her lignede Poul en vinder, da han kom på 6-3 og havde overtaget i serv og retur. Alligevel vendte kampen igen, og Kasper gik fra 8-8 til 8-11 og afgjorde kampen med et flot loop-igen inde over bordet.
Poul – Kasper: 11-6, 8-11, 10-12, 12-10, 8-11
Samtidig spillede Morten og Carsten og denne kamp blev om muligt endnu tættere. De to skulle for 3. gang i træk ud i afgørende sæt. Det startede faktisk samtidig med 5. sæt i Poul og Kaspers kamp og stemningen var ved at nå kogepunktet. Carsten kom foran 9-10 i egen serv og virkede helt ovenpå. Carsten server herefter en halvlang ud over Mortens forhånd. Morten kunne tage den lette løsning og loope ned i Carstens baghåndshjørne, hvor Carsten stod klar til at loope igen med forhånden. I stedet vælger Morten at loope lige op. Fantastisk mod af den unge spiller og 10-10. Carsten viser dog, at han var ovenpå denne fredag og tager de to næste point.
Morten – Carsten: 11-6, 3-11, 7-11, 11-5, 10-12
Dragør havde derved gjort det ”umulige” og lavet et fantastisk comeback. Doublen skulle igen afgøre holdkampen. Morten og Mikael var igen de foretrukne for OB, mens Carsten og Cyprian var det for Dragør. Det skulle blive en dramatisk begivenhed, der denne aften og den kommende tid vil dele vandene. Undertegnede vil forsøge at beskrive begivenheden så objektivt som muligt og lade det være op til læseren at drage sin egen konklusion.
De to første sæt blev delt og ved 10-10 i 3. sæt server Cyprian en serv, hvor dommeren dømmer fejlserv uden at give forudgående advarsel. Store protester fra Dragør. Sættet ender med at gå til OB med 14-12, hvorefter Cyprian kaster sit bat ind på bordet og får det gule kort. Herefter sparker han til en bande og til bordet så det flytter sig. Dommeren vælger herefter at give Cyprian et direkte rødt kort som kategoriseres til en udelukkelse af Cyprian fra holdkampen, og derved taber Dragør doublen og holdkampen.
En meget kedelig måde at ende kampen på, der indtil da havde haft al den nerve og intensitet en slutspilskamp skal have. OB er derved i semifinalen hvor enten Roskilde eller Køge Bugt venter.
—
På dbtu.dk kan man under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne læse meget mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og sidste sæson…