OB – Roskilde: 2-5
Fredag d. 15. feb. blev det største arrangement i OB-bordtennis historie, i forbindelse med en kamp i Elitedivisionen, afviklet i den nyrenoverede Odense Idrætshal. 400 tilskuere havde fundet vej til kampen mod Roskilde, der med en storspillende Allan Bentsen i spidsen tog stikket hjem med en 5-2 sejr og gik dermed igennem grundspillet med maksimumpoint.
Det var en stor aften for klubben, lederne og spillerne i OB denne fredag i februar. Der var lavet et kæmpe forarbejde op til kampen og Odense Idrætshal, med den nye transportable tribune, var perfekte rammer for denne topkamp i landets bedste bordtennisrække og ligner en fantastisk ny hjemmebane for OBs bordtennisherrer, i første omgang til de store kampe. Hele 400 tilskuere havde valgt at være en del af arrangementet, hvilket nok ikke er rekord for en kamp i Elitedivisionen, men var over de 200 som var minimumsmålet. De kunne se en Allan Bentsen i god form underholde med den ene fantastiske bold efter den anden, og OBs svensker og tidligere holdkammerat, Mikael Mattiasson, udtalte efter kampen, at han ikke havde haft en reel chance i 5 sæt, hvis hans kamp mod ”Benny” var nået så langt, idet han fysisk var helt færdig efter at have slået sig træt i de fire første sæt.
OB stillede til kampen med Mikael Mattiasson og Morten Hyrup Rasmussen i 1. parkryds og Mads-Peter Jannings og Poul Sørensen i 2. kryds.
Roskilde kom med Allan og Christian ”Bønne” Larsen i 1. parkryds og He Ke Yi (Hasse) og Anders G Nielsen som sæsondebuterede i 2. kryds.
OB kom fantastisk fra start med sejre til Mikael og Poul over henholdsvis Bønne og Anders. Specielt Mikaels sejr var overraskende men faktisk rimelig sikker, og det lignede lige præcis den åbning OBerne havde brug for til at lave overraskelsen.
Mikael – Bønne: 4-11, 11-8, 11-5, 11-6
Poul – Anders: 11-6, 11-7, 11-7
Herefter skulle Morten møde Allan. På forhånd var der lagt godt op til denne kamp i kampen mellem de to fynboer; den rutinerede stjerne mod den nye fremadstormende. Det blev en meget seværdig kamp som Morten tvang ud i 5 sæt. Det lignede ellers at Allan ville kunne afgøre det hele allerede i 3. sæt, men med god fight vandt Morten sættet 12-10 efter Allan havde haft matchbold. 5. sæt ændrede Allan flot taktik hvilket fik Morten til at lave flere fejl, og sættet blev aldrig rigtig spændende.
Kampen mellem Mads-Peter og Hasse var på forhånd udpeget til en af nøglekampene. Mads-Peter havde vundet de seneste kampe mod Roskildes kineser, men seneste møde lå ca. et år tilbage og det virkede som om det var til Hasses fordel. Mads-Peter havde store problemer med Hasses server, og Hasse lagde samtidig Mads-Peters server som det passede ham, hvilket naturligt fik afgørende betydning. Mads-Peter kom hele tiden på hælene i serv og returspillet, hvilket gav Hasse for meget tid, og så er han giftig. Sikker sejr til Hasse og holdene kunne nu gå til pause med 2-2
Morten – Allan: 6-11, 7-11, 12-10, 11-8, 6-11
Mads-Peter – Hasse: 5-11, 5-11, 8-11
Efter pausen, der var blevet brugt til et byrådsmesterskab, der endte med en sejr til Soc. Dem. og Mohammed Mansour over Ventre i form af Jane Jegind, vandt Allan over Mikael i en fantastisk kamp. Ved stillingen 1-2 og 8-10 til Allan blev aftnens bold spillet. Med Mikael som den angribende og Allan som den forsvarende, gik bolden over 30-40 gange med høj kvalitet. Bolden afsluttes med at Allan i flere omgange, med loop igen, forsøger at komme ind til bordet for at afgøre bolden. Mikael får loopet dybt ud over Allans forhånd, hvorefter Allan looper igen uden om nettet. Mikael får kun lige nøjagtig battet på, men det er nok til at bolden via nettet dumper over på Allans halvdel, og selvom der er højt til loftet var taget alligevel ved lette da alle tilskuerne i spontan begejstring synkront rejste sig fra stolesæderne og råbte og klappede i takt. Mikael vandt også den efterfølgende bold, men Allan lukkede sættet og kampen 10-12.
I mellemtiden havde Bønne revancheret sig fra den første kamp mod Mikael og spillede en stort set fejlfri kamp mod Morten, der blev trykket dybt fra hjørne til hjørne. Sikker 3-0 sejr til Bønne, der dermed kan rejse til VM i Kina med en flot spillet kamp i bagagen.
Mikael – Allan: 4-11, 11-9, 7-11, 10-12
Morten – Bønne: 8-11, 5-11, 7-11
Det betød at både Poul og Mads-Peter skulle vinde deres kampe for at tvinge holdkampen ud i en afgørende double. Det skete ikke, da Poul tabte tæt 3-1 til Hasse. Sidst de to mødtes var Hasse totalt overlegen i serv og retur. Det var ikke tilfældet denne aften, men Poul formåede ikke at holde sig nok til spille-planen, og så var Hasse bedst.
Poul – Hasse: 8-11, 11-9, 6-11, 8-11
At Mads-Peter i mellemtiden havde vundet 3-0 over Anders fik dermed ikke betydning for det samlede resultat, idet Poul og Hasses kamp stod først på holdskemaet.
På trods af at OB ikke formåede at tage point fra de suveræne sjællændere, er OB-holdet tilfreds med at presse mesterskabsfavoritterne, og dermed vise at de ikke skal for let på en evt. semifinale de to hold imellem. Samtig må publikum have følt sig godt underholdt og mange tilkendegav efterfølgende at under forholdene i Odense Idrætshal ville de bestemt være klar til topbordtennis en anden gang.
—
Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder om både denne og sidste sæson…