OB vandt sikkert over Sisu/MBK
Ikke overraskende var OB Sisu/MBK overlegne da århusianerne søndag gæstede ådalen i Odense.
OB-spillerne var favoritter i samtlige af søndagens individuelle kampe og med det in mente ville det være en mindre sensation hvis Sisu/MBK ville have fået point med hjem.
OB stillede med samme hold der runden forinden havde vundet en flot sejr ude over Dragør. Mikael Mattiasson og Morten Hyrup Rasmussen var placeret i 1. parkryds og Johan Björklund og Poul Sørensen i 2. parkryds.
Sisu/MBK stillede med de (meget) rutinerede Claus Pedersen og Torben Rasmussen i 1. parkryds og de to (meget) unge Tobias Lau og Christopher Grymer i 2. parkryds.
Holdkampen startede uden den store intensitet. Morten spillede nærmest fejlfrit og i et meget højere tempo end Torben og vandt meget sikkert 3-0. På bordet ved siden af mellem Poul og Christopher lignede det også en sikker OB-sejr. Men i takt med at Christopher begyndte at få mere held med sin ”lettere” satsende taktik og Poul samtidig lavede flere og flere fejl, blev kampen tæt. Christopher havde mulighederne men lavede for mange fejl og kampen endte 3-1 til Poul. 2-0
Mikael og Claus gav derefter hinanden og publikum en seværdig kamp med mange loop til loop dueller. Mikael viste dog at han har et gear mere end Claus og skuede op for tempoet ved 1-1 i sæt. Det gav en fortjent sejr på 3-1. 3-0 i holdkampen.
I den fjerde kamp stod Johan over for juniorspilleren Tobias. Johan vandt let første sæt og kom også godt fra start i andet. Men Tobias blev ved med at tro på sin taktik og fik bedre og bedre fat og vandt sættet. 3. sæt startede på samme måde som andet. Johan kom godt fra start men igen blev det Tobias der bestemte, hvor bolden skulle spilles hen. 2-1 i sæt til Tobias og Johan var i knæ.
4. sæt blev tæt men denne gang formåede Johan at forblive aggressiv. 2-2 i sæt. 5. sæt blev ligeledes tæt men Johan lignede en vinder da han vandt bolden til 8-6. Tobias viste frustration for første gang, men i stedet for at det nu var den rutinerede svensker der hev sejren hjem tog Tobias i stedet 5 bolde i træk til 11-8 og en meget flot 3-2 sejr. Tobias ligner en spiller der kan få sit store gennembrud i denne sæson. 3-1
Den spænding der nu kunne være på vej ind i kampen blev effektivt elimineret af Mikael og Morten mod henholdsvis Torben og Claus. Begge OBere var klart deres modstandere overlegne med 3-0 sejre. Specielt Morten imponerede. Roligt og overbevisende spil med god vurdering på alle bolde kendetegnede den unge fynbo denne søndag og også han ligner en spiller der kan få en meget flot sæson.
En kamp uden den store nerve endte med slutresultatet 5-1 til OB. Resultatet betyder at OB forsætter sin gode sæsonstart og ligger nu på 3. pladsen i ligaen. De to kommende kampe mod Køge og Virum bliver meget spændende og afgørende for hvilken vej pilen for sæsonen skal pege. Sisu/MBK ligner et hold der som ventet skal forsøge at komme gennem sæsonen med så små skrammer som muligt.
—
Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder om både denne og sidste sæson…