OBs comeback i Elitedivisionen endte med 5-4 sejr over Team Vendia
På forhånd var Team Vendia udråbt til favoritter i kampen i Odense, men en yderst spændende og intens kamp hvor nordjyderne længe var tættest på sejren, faldt til sidst ud til fynboernes fordel
Brønderslev stillede i forventet opstilling med rutinerede Morten Knudsen og Daniel Fynsk i 1. parkryds og Kim Høgsberg og debutanten og tidligere OB og Esbjergspiller Rasmus Klein-Døssing i 2. parkryds.
Hos OB var der i 1. parkryds debut til svenske Johan Björklund, der er kommet til på anbefaling fra klubbens anden svensker Mikael Mattiasson. Han fik vist at der med rette er store forventninger til den rutinerede spiller.
Derudover var der comeback til unge Morten Hyrup Rasmussen og Mads Peter Jannings i henholdsvis 1. og 2. parkryds. Sidste spiller på holdet var spillende træner Poul Sørensen i 2. parkryds.
De to første kampe gik begge til Team Vendia. Høgsberg var klart skarpere end Jannings, der af gode grunde var langt fra sin normale form, og vandt sikkert 3-0.
I den anden kamp mellem Knudsen og Hyrup blev der leveret bordtennis på et meget højt plan med lange loop til loop dueller væk fra bordet.
Kampen svingede men så ud til at gå Hyrups vej da han ved 9-9 i 5. sæt spiller en fantastisk bold. Hyrup spiller en knivskarp kort retur hvorefter han springer rundt om hjørnet og afgør lige op med sin forhånd. Matchbolden blev dog ikke udnyttet på trods af at chancen var der og så tog Knudsen de næste to bolde til 12-10 sejr. 0-2
Björklund havde derefter lidt startvanskeligheder mod Fynsk men spillede sig op og vandt en meget solid sejr på 3-1. Sørensen mod Klein blev et tæt opgør hvor Klein kom bedst fra start og førte 9-4 i 1. sæt. Klein kunne dog ikke holde initiativet og tabte sættet og kampen med 3-0. 2-2
Björklund spillede forrygende i den næste kamp mod Knudsen og lignede en sikker vinder indtil 1-0 og 7-5 i 2. sæt. Herefter havde Knudsen marginalerne på sin side i resten af sættet og tog derefter initiativet og vandt fortjent 3-1.
Hyrup har tidligere vist at han har overtaget mod Fynsk og det samme gjorde sig gældende i denne kamp. En flot og sikker 3-1 sejr og stillingen i holdkampen var 3-3.
På forhånd var det ventet at Jannings ved hjælp af det mentale overtag ville have gode chancer for at vinde over sidste års klubkammerat Klein, men Klein ville det anderledes og en flot sejr til den unge spiller lagde pres på Sørensen og OB, hvis de skulle have point.
Sørensen havde aldrig tidligere vundet over Høgsberg og det lignede heller ikke at det skulle blive denne gang da Høgsberg bragte sig sikkert foran med 2-0 i sæt. Men Sørensen overtog gradvist mere og mere af initiativet i kampen og fik udlignet til 2-2.
Høgsberg havde føringen hele vejen til 6-8 i 5. sæt hvor OB tager time out. En mirakel bold af Sørensen til 7-8 var startskuddet til en forrygende slutspurt der gav Sørensen og OB en 11-8 sejr. 4-4 og en double skulle nu afgøre hvem der fik det sidste point med hjem.
OB valgte at stille med en nykonstrueret double i form af Hyrup og Björklund. De skulle op mod den bedste double i Elitedivisionen de senere år; Knudsen og Høgsberg.
Kampen blev helt utrolig tæt. Bl.a. endte 2. sæt med 20-18 til Team Vendia parret. OBerne holdt dog hovedet koldt og en utrolig flot sejr blev hevet hjem med 3-1 i sæt. 5-4 til OB og en god start på sæsonen for fynboerne var en realitet.
—
Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder om både denne og sidste sæson…