Oster – Cup 6 – 8.april 2007.
Pigerne gjorde næsten rent bord ved Oster Cup stævnet i Flensborg i påsken.
Torsdag d. 5. april tog 3 damejuniorer og 2 ledere fra ØBTU af sted til påskestævnet i Flensborg. Vi ved jo som tidligere, at en masse kampe ventede forude. ØBTU havde udtaget Kimmie Sørensen, Izabell Nørlem, Julie Thomsen. Pigerne var velforberedte, da de lige havde været på lejr med landsholdstruppen i Hillerød.
Efter ankomsten og indkvarteringen på jugendherberge, som er et gammelt men velfungerende vandrehjem, snakkede vi lidt om morgen dagens kampe. Flensborg stævnet er altid delt op med holdturnering fredag, singleturnering lørdag og afsluttende kampe i holdturneringen om søndagen.
I år var der 15 hold med i dame juniorturneringen. Der var 3 svenske hold med fra Mølndal og Storforss og Sporvejene/Falkenberg, 11 tyske hold og 1 dansk hold.
Vi indså snart at, vinderne nok skulle findes mellem Braunswig Tyskland og Storforss fra Sverige og ØBTU.
ØBTU holdet kom i pulje med Sporvejene/Falkenberg og 3 tyske hold. Kimmie og Julie og Izabell viste hurtigt, at deres form er ved at indfinde sig til Ungdoms Dm. De vandt de 3 kampe 5-0 og den sidste pulje kamp 5-3.
Herefter var pigerne oversidder i mellemrunden. Pigerne skulle herefter møde et tysk hold som vi slog med cifrene 5-0 og pigerne var nu klar til at komme i finale puljen med Storforss fra Sverige og Braunswig fra Tyskland.
Holdet fra Tyskland var vores modstandere i sidste års stævne, hvor vi tabte til dem med cifrene 3-5. Vi havde altså en revanche til gode.
Vi skulle starte finalepuljen mod Sverige. Vores piger spillede rigtig godt og viste en stor vilje til at vinde. De diskede også op med nogle flotte dueller. Pigerne vandt med hele 5-0 og en sikker sejr var hjemme.
Nu kom modstanderne så fra Tyskland og igen må man sige at der blev gjort kort proces. Vores piger vandt igen med cifrene 5-0, og pigerne var dermed vinder af Oster Cup 2007.
I single turneringen kom alle 48 piger i kamp ved at der blev lavet 4-5 mands puljer. Kimmie og Julie kom i 5 mands pulje og Izabell i en 4 mands pulje.
Pigerne vandt deres kampe og gik videre fra puljespillet til 2. runde. Her skulle de så spille 1 kamp. Pigerne vandt også denne kamp og kom nu i en ny mellem pulje, hvor der var 3 spillere i hver pulje. Kimmie og Izabell kom i pulje med tyskere og svenskere og Julie kom i pulje med 1 tysker og Mie Jakobsen fra VRI.
Kimmie og Julie vandt deres puljer. Julie vandt dog med marginalerne 11-9 i 5 sæt mod Mie.
Izabell tabte desværre til den bedste svensker med cifrene 11-9 i 5 sæt i den afgørende puljekamp.
Kimmie og Julie havde nu kvalificeret sig til finalepuljen.
Finale puljen bestod af Pernille Agerholm fra Rønde, Kimmie, Julie og Josefine Hult fra Storforss Sverige.
Der blev spillet nogle rigtige flotte kampe og der var mange flotte dueller blandt pigerne. Det var svært at sige hvem der ville vinde. Det stod helt klart at sejren skulle findes blandt de 3 danskere, da de alle slog svenskeren.
Julie spillede en flot kamp mod Agerholm, men tabte med cifrene 1-3. Herefter skulle Kimmie så møde Julie, hvor hun vandt nogle tætte sæt og løb med sejren på 3-0, så nu var afgørelsen så blandt Kimmie og Agerholm.
Pigerne viste bordtennis i topklasse, og det så længe ud til at det skulle blive Kimmie der skulle vinde titlen. Men efter en føring med 9-6 i femte sæt til Kimmie, får Pernille Agerholm vendt kampen og vinder i noget af en gyser med cifrene 11- 9 i 5 sæt.
Pernille Bliver hermed vinder af Oster Cup 2007 – tillykke.
Når man ser tilbage til hele stævnet som en helhed, ja så kan det godt være, at rækken ikke var så stærkt besat som sidste år, men det er helt tydeligt, at man kan spore en stor fremgang hos vores piger.
De er begyndt at turde noget mere. De viser, at de vil dette og er blevet gode til at åbne med både baghånds og forhåndsloop, de er også blevet bedre til at presse modstanderne væk fra bordet, ved at de arbejder inde fra bordet af.
Det bliver et spændende ungdoms DM vi går i møde, for der er i hvert fald 4 piger fra dette stævne som kan gøre sig gældende og løbe med DM titlen.
Jeg vil gerne opfordre de danske klubber til at tage til Flensborg stævnet med mange nye og unge spillere.
Det kan godt være, at de ikke kommer blandt de bedste, men de får i hvert fald lært noget om holdmoral, og hvad det vil sige, at sætte sig op til en masse kampe. For man spiller jo om alle placeringer i holdturneringen. Dem der ikke går videre efter første pulje i single turneringen, de går videre til en ny turnering for alle der blev 3-4-5 i deres puljer.
Turen viser også, at der bliver bygget et godt og socialt venskab mellem ledere og spillere efter 4 dage sammen.
Jeg vi gerne herigennem ønske Pernille Agerholm, Kimmie Sørensen, Julie Thomsen, Izabell Nørlem og deres coach Christina Refstrup tillykke med de flotte resultater. I har vist, at I har meget potentiale at arbejde videre med, og med den rette indstilling ja så er jeg sikker på, at dansk bordtennis går en god fremtid i møde.