Pressemeddelelse:
I kraft af landsdækkende Åbent Hus arrangementer og et omfattende mediefremstød er det lykkedes for DBTU og DGI i fællesskab at øge antallet af ældre bordtennisspillere med hele 20 procent i løbet af få måneder. Med Ole Hückelkamp, DBTU og Gert Jørgensen, DGI i spidsen har udvalget BAT60+ fået 220 ældre over 60 år til at melde sig ind i bordtennisafdelinger og klubber landet over.
Gert Jørgensen, DGI siger, at resultatet med tydelighed viser, at det betaler sig at gå i offentligheden for fuld kraft, hvis målet er flere medlemmer.
– Det er klart, at vi også nyder godt af den generelle tendens til, at 60+ generationen i det hele taget er indstillede på at dyrke mere idræt. Derfor kan resultatet næppe i fuldt omfang overføres på de unge. Men det er meget tankevækkende, at vi så hurtigt har kunnet skaffe så mange nye medlemmer ved at være udadvendte, siger Gert Jørgensen.
Ole Hückelkamp, DBTU mener, at BAT60+-initiativet har vist vejen.
– Resultatet taler for sig selv. De åbne huse gav 281 besøgende i 41 klubber og 78 procent af dem blev nye medlemmer. Omfattende pressedækning og flot opbakning fra de lokale ledere var med til at bringe det flotte resultat i hus, siger Ole Hückelkamp.
Han og resten af udvalget har i en opfølgende spørgeskemaundersøgelse høstet vigtige vink om, hvordan medlemsskaren fastholdes og udbygges. Når det gælder informationen tyder undersøgelsen på, at vægten bør lægges på de gode gamle aviser. Langt de fleste fik kendskab til de åbne huse i avisen mens de sociale medier og plakater betød noget mindre, hvilket sandsynligvis må tilskrives målgruppen på de over 60-årige. Dog gav en introvideo over 110.000 visninger på Facebook.
BAT60+ har også spurgt de ældre, hvad der var attraktivt ved bordtennissporten. Og her var det bemærkelsesværdigt, at de fleste fremhævede motion og sundhed før det sociale fællesskab. Og for så vidt angår spørgsmålet om, hvad der kunne fastholde deres interesse, var det især muligheden for at kunne spille med jævnbyrdige, der blev peget på.
Erfaringerne fra den succesfulde kampagne var omdrejningspunktet for det årsmøde, BAT60+ for nyligt afviklede hos DGI i Odense.
– Vi skal bruge erfaringerne fra vores offensiv til at søsætte nye initiativer om uddannelse, rekruttering af frivillige, stævner og mediekampagner, der kan styrke den gunstige udvikling for de ældre bordtennisspillere. Men det er i mine øjne indlysende, at erfaringerne også kan bruges af DGI og DBTU til generelt at få flere danskere gjort interesseret i bordtennis, siger Ole Hückelkamp.
Se videoen, der er blevet vist på Facebook mere end 110.000 gange her