OL Retro – Den uforglemmelige OL-bronze i Athen 2004

Dato: 
22.07.2021

En historie om da dansk bordtennis første gang vandt en OL-medalje efter drømmespil.

Af Martin Lundkvist, direktør i Bordtennis Danmark.

I anledningen af det nært forestående OL i Tokyo, hvor vi igen drømmer om noget stort, inviterede jeg mig selv på en kaffe hos Danmarks bedste bordtennisspiller gennem tiderne, Michael John Maze, der netop har åbnet sin anden Cafe i København med det klingende navn John & Woo, den første Café ligger på Amager. Jeg tænkte, det ville være spændende med en kort tur af memory lane tilbage til OL i Athen og høre, hvordan Maze husker de uforglemmelige dage i 2004, hvor der blev leveret en pragt præstation sammen med makkeren Finn Tugwell for at få bronzen om halsen, og det var ikke langt fra, at vi havde taget en plads i finalen, husker Maze.

Jeg husker først og fremmest, at vi spillede røv-godt lyder det bramfrit fra Maze, ikke mindst Finn havde ære af det gode spil. Med et smil på læben fortæller Maze, at de i længere tid havde kæmpet med Finn’ server. Man vidste sgu aldrig, om de var korte eller halvlange, hvilket i double-sprog betyder, at du som makker, ikke ved om du får kort retur eller angreb imod dig, hvilket skaber en usikkerhed i spillet, som ikke ligefrem gavnede min præstation. Men i perioden op til OL havde Finn fået styr på serverne, den var stenkort, og den kunne varieres med en rigtig god fejlskruet serv, hvilket gjorde en verden til forskel for min evne til at levere godt spil. Derudover var Finn utrolig god i spillet, særligt mod venstrehåndede af modstandere, der som oftest bestod af en venstre/højrehåndede, for han kunne virkelig finde vinklerne i spillet og lægge spillet op til mig. At Finn var god mod venstrehåndede, mærkede vi i øvrigt også på holdet, hvor både Allan og jeg havde det mere end svært mod Finn i de år, tilføjede Maze.

Kan være et billede af 1 person og mur
Michael Maze, som sin anden Cafe i København med det klingende navn John & Woo, den første Café

Tilbage til OL i Athen efter 108 år
Det moderne OL havde debut i 1896 i Athen, og i 2004 var OL-scenen igen i det historiske Athen. Det var her den danske bordtennis-historie skulle skrives, men det var dog lige ved ikke at blive til noget. For i første kamp mod Akinlabi/Nasiru, Nigeria var vi under med 2-0 i sæt, og de afgørende sæt blev vundet med mindst mulig marginal. I næste kamp gik det bedre, husker Maze, da vi slog en af verdens bedste doubler i de år, Schlager/Jindrak, Østrig med 4-0. Det var rigtig stærkt og gav god selvtillid til næste kamp. Maze fortæller, at Schlager jo desuden var regerende verdensmester fra 2003, men jeg havde slået ham i foråret 2004 i Europa Top-12 i finalen, så jeg vidste, at Schlager ville have en vis respekt for mig. Jeg slog ham i øvrigt også i EM holdfinalen i 2005 og i EM-finalen i single 2009.

Kvartfinalen – nordisk krig mellem den nye og gamle generation.
I kvarten mødte vi de svenske ikoner Waldner og Persson, der var i efteråret af en glorværdig karriere. Ikke mindst Waldner var dog særdeles godt spillende til dette OL i Athen, da han i singleturneringen slog Timo Boll i 1/8 dels finalen og Ma Lin i kvartfinalen, det var for vildt. Og Waldner og Persson havde også spillet fremragende i 1/8 delsfinalen, hvor de slog kineserne Kong Linghui/Wang Hao.
Men vi var godt spillende, og vi troede virkelig på det. De var højre/højre double, hvilket passede os godt, og samtidig spillede de måske lidt for satset i nogle situationer i stedet for at spille op til hinanden. Det var bestemt stort at slå den svenske superduo med 4-1 i en kamp, der dog var tættere end det lyder. Men når jeg tænker tilbage på det, husker jeg ikke, at det var ikke den sværeste kamp, de skulle komme efterfølgende, fortæller Maze.

I semifinalen mod kineserne Chen Qi/Ma Lin spillede vi igen vores absolut bedste, og vi var helt med i kampen. Og at spille en semi til OL mod to kinesere, så kunne det ikke blive meget større. Der var meget hype om kampen og stemningen i hallen var medrivende. Det blev dog til nederlag i semifinale-opgøret, men vi tabte kun 4-2 i sæt og de to sidste sæt med to bolde, 11-13, 11-13, tættere kommer man ikke på en OL-finale. Puh, efter den kamp var vi virkelig ærgerlige, lyder det ærligt fra Maze.
Vi ville have den medalje med hjem-uanset hvad!!
Vi var dog ikke mere ærgerlige over nederlaget i semi’en, end at det efter, at vi lige havde sundet os ovenpå nederlaget, ikke var til diskussion, at vi selvfølgelig var klar til at spille om bronzen. For os var det en chance for livet at spille om en OL-medalje, og der var ikke ti vilde heste, der kunne forhindre os i at være klar til kampen om tredjepladsen.

Bronzekampen
Vi skulle møde de to russiske baghånds- og doublespecialister Mazunov/Smirnov, og det blev ligeså en intens affære, som vi havde forventet, husker Maze, og det blev det også for de mange TV-seere, der fulgte med hjemmefra. Efter fremragende spil bragte vi os foran 2-0. Men så vandt de 3. sæt helt tæt og fjerde sæt stort. 2-2 i sæt, og der var drama for alle pengene. Som jeg husker det, fortæller Maze, så kunne de lige så godt have vundet. De var en af verdens bedste doubler, og de havde i de år vundet utallige turneringer, så den eneste forskel til vores fordel var, at vi simpelthen ville vinde mere end de ville. Russerne havde givetvis også et større pres fra deres bagland for at skulle vinde, hvorimod vi bare kunne spille frit. Vi satte stort set ikke en fod forkert, vi havde taktikken på plads og lavede meget få fejl. Vi spillede med hjertet, for den medalje skulle bare med hjem til Danmark, og det kom den.
Det er fedt at tænke tilbage på, et rigtig stort minde for livet, fortæller Maze, der de sidste år har været i gang med et skifte fra professionel bordtennisspiller til cafeejer og forretningsmand.