Denne artikel er skrevet af Peter Fredberg fra B.T.
Verdens hurtigste spil var blevet for hurtigt. Antallet af spillere og mediernes interesse var for nedadgående med foruroligende hast. For at gøre bordtennis mere attraktiv og publikumsvenlig overvejede ITTF derfor flere regel- og materialeændringer. Et af initiativerne gik ud på at gøre bolden større og langsommere og dermed duellerne længere.
For første gang i en turnering i Europa spillede man således 18. januar 1999 i Virum-Sorgenfris traditionsrige verdensgalla, Pondus Cup, i Cirkusbygningen med bolde med en diameter på 40 millimeter mod normalt 38 millimeter.
Der havde været verdenspremiere på de større bolde i april 1998 i den kinesiske by Suzhou, hvor Allan Bentsen brillerede med sejre over Ding Song og Ma Lin og nåede finalen (tabte til sydkoreaneren Kim Taek Soo). Og nu bad ITTF Pondus-arrangørerne om en assisterende hånd, så man endnu engang kunne teste 40 mm-boldene. Hvis Virum-Sorgenfri BTK var med på eksperimentet, ville ITTF skaffe et verdensnavn til København kvit og frit. Vi skulle bare sige, hvem vi ville have.
Jeg havde som en del af arrangørgruppen fået henvendelsen fra ITTF og kontaktede vore topnavne Jan-Ove Waldner og Vladimir Samsonov. De syntes, det lød spændende med de større bolde og sagde straks okay. Jeg vendte tilbage til ITTF med accept og navn på vores ønskespiller, Kong Linghui. Og kort efter fik Virum-Sorgenfri tilsendt flere kasser med de store bolde.
Kong Linghui have vundet VM-guld i single i 1995 i Tianjin og OL-guld i double med Liu Guoliang i 1996 i Atlanta. Året efter Pondus Cup fejrede han sin glorværdige karrieres største triumf med OL-guldet i single i Sydney med finalesejr over Jan-Ove Waldner med 21-13 i femte sæt. Otte år forinden havde den stedsegrønne Waldner vundet OL-guld i Barcelona med sejr over franskmanden Jean-Phillipe Gatien.
I mine øjne er der kun meget få spillere, der slår Kong Linghuis meritter. I perioden 1995-2005 vandt han ikke færre end 16 VM-medaljer, deraf otte af guld. På den eksklusive liste over spillere, der har vundet bordtennissportens Grand Slam (guld i verdens tre vigtigste events, OL, VM og World Cup), er han én af blot fem ”udødelige”. De fire andre er Jan-Ove Waldner, Liu Guoliang, Zhang Jike og Ma Long.
1.950 feststemte tilskuere i en udsolgt Cirkusbygning fik en forrygende Pondus-aften i 1999 og en finale mellem verdensranglistens nr. 1 og 2, Vladimir Samsonov og Kong Linghui. Den lange hviderusser indkasserede Danske Banks check på 40.000 kr., mens den kinesiske superstar trøstede sig med det halve og sejren i semifinalen over Jan-Ove Waldner.
Kong Linghui var blevet sendt til Europa som juniorspiller for at lure den europæiske shakehand-stil af. Det var dengang i de tidlige 90’ere, hvor navne som Waldner, Persson, Appelgren, Gatien og Saive dominerede sporten, og Kina var i krise. I 1993 vendte han hjem som ”færdiguddannet” og blev den første kinesiske verdensmester og olympiske guldvinder i herre single med shakehand-greb.
Jeg husker fra Kong Linghuis Pondus-besøg, at han undervejs fra Beijing til København havde pådraget sig et halsonde og måtte på apoteket efter medicin, inden han tjekkede ind. Efter turneringen var han på Casino som så mange andre Pondus-stjerner før ham. Da jeg om morgenen mødte ham på spillerhotellet Plaza over for hovedbanegården, fortalte han mig, at han havde fået et problem. Et stort problem. Han havde glemt sit pas i lånejakken på casinoet.
Det var en noget bleg og nervøs bordtennisspiller, der nippede til teen, mens jeg ringede til casinoets sikkerhedsvagt. Til Kongs held var passet fundet, og vi samlede det op på vejen til lufthavnen. Jeg forstod på ham, at et mistet pas ikke er noget, man spøger med i Kina.
En anden casinohistorie. Kong Linghui blev under VM i Düsseldorf 2017 suspenderet som cheftræner for det kinesiske kvindelandshold og sendt hjem, da det kom frem, at han to år forinden havde rodet sig ind i en større gældssag i forbindelse med en ferie med familie og venner på et luksushotel i Singapore. Han havde lånt et større beløb af hotellets casino, men kun betalt en del af det tilbage.
Fire år efter Kong Linghuis OL-guld i Sydney i 2000 var det sydkoreaneren Ryu Seung-mins tur til at betræde skamlens øverste trin i Athen. Selv om han var avanceret til tredjepladsen på verdensranglisten og kom til OL i topform, var det ikke ham, man snakkede om. Det var mest Wang Liqin, Ma Lin og Wang Hao. Og skulle man nævne et par europæere, var det Timo Boll og Vladimir Samsonov.
Men det var den sydkoreanske tsunami med kanonforhånden og verdens bedste benarbejde, der blev kongen af Athen med 4-2 sejren i finalen over Wang Hao. ”Den bedste kamp i min karriere,” sagde en glædesstrålende Ryu Seung-min. I semifinalen var Jan-Ove Waldner chanceløs mod Ryus giftige server, speed og killerinstinkt.
Året efter sin olympiske triumf, der gjorde ham til nationalhelt, kom Ryu Seung-min til København som en af de ti stjerner i IHI Cup i K.B. Hallen med en præmiesum på én million kroner. Turneringen var en del af japanskejede Super Circuit med de største pengepræmier i bordtennissportens historie og blev på dansk grund arrangeret af Virum-Sorgenfri BTK og f.reklame.
Ryu Seung-min var ikke i Athen-formen og tabte i semifinalen til Vladimir Samsonov. Timo Boll vandt finalen og en førstepræmie på 70.000 US Dollar. I semifinalen havde tyskeren slået Michael Maze, som trøstede sig med karrierens største dagløn på 20.000 US Dollar.
