Holdturneringen 2021-2022 er nu afsluttet og danmarksmestrene i seniorrækkerne er fundet. De danske mestre i ungdomsrækkerne kåres først i weekenden d. 21-22. maj 2022.

Op- og nedrykning mellem de forskellige divisioner og til/fra serierækker er vedlagt (se her). Som følge af to holdtrækninger i 1. division i løbet af sæsonen, skal der ikke afvikles kvalifikation til 3. division. De fire hold fra hver region er dermed sikret en direkte plads i 3. division. Turneringsgruppen har, med lidt forklarende tekst, forsøgt at beskrive hvorfor og hvordan op- og nedrykning foretages.

Der er usædvanligt mange nedrykninger i denne sæson, hvilket skyldes nedlukningen i 2019-2020 sæsonen, hvor TG besluttede at ganske få hold rykkede ned og rækkerne blev udvidet. Vi går nu tilbage til 8 hold i hver række, hvilket også var oplyst ved starten af sæsonen 2021-2022.

Det bemærkes, at et hold kun kan undgå nedrykning hvis et andet hold tvangsnedrykkes (ref. § 30 stk. 9).

Det kan oplyses at Turneringsgruppen har modtaget en klage i forhold til den angivne op- og nedrykning. Klagen sendes videre til Appeludvalget for endelig afgørelse. Den angivne op- og nedrykning er derfor med et vist forbehold overfor Appeludvalgets afgørelse.

Så snart der er nyt i sagen omkring op- og nedrykning, vil Turneringsgruppen udsende supplerende information.

 

Turneringsgruppen