Siden COVID-19 tillægget blev udsendt d. 7. september 2020 har situationen omkring Corona ændret sig i alvorlig retning. I den periode var vi ramt af ganske få tilfælde og kunne håndtere kampflytningerne med ganske vide muligheder for at flytte en holdkamp.
Situationen har nu udviklet sig til at en kampflytning som følge af karantæne eller kontakt med mulig smittet kan umuliggøre en afvikling af holdturneringen.
Med virkning fra søndag d. 25. oktober 2020 ændres betingelserne for at kunne kræve en kampflytning.
Fremover vil det kun være muligt at rykke en holdkamp hvis en klub, senest 24 timer før en programsat kampstart, kan fremvise en positiv Corona-test. Kravet er gældende fra Liga-rækker til Serie 5 og ungdomsrækker.
Har man symptomer, afventer en Corona-test, har været i kontakt med en (potentielt) smittet eller blot er utryg følger man retningslinjerne – man bliver hjemme.
Spilleren regnes dermed som ramt af sygdom og kan ikke spille. Klubben må, i lighed med al anden sygdom, indkalde en reserve eller rykke en spiller op som ordinær spiller.
Øvrige punkter:
- Hvis klubber ved DT-samlingerne i weekenden kan blive enige om at opdele samlingen således at den ene kamp spilles lørdag og den anden kamp søndag vil dette blive accepteret. Turneringsgruppen skal dog orienteres.
- Kravet om bladvendere i 1.- 3. division frafaldes midlertidigt.
- Turneringsgruppen vil forsøge at indkalde til et hastemøde allerede søndag og drøfte situationen og den fortsatte afvikling af holdturneringen. Særligt serierækkerne forventes at blive meget hårdt ramt, hvor de fleste klubber, med de nye restriktioner, kun vil kunne afvikle én holdkamp pr. aften.
COVID-19 tillægget vil blive opdateret så snart vi har et overblik.
Pas godt på hinanden!
Turneringsgruppen