Opskriften på succes

Weekenden byder på topopgør i den tyske 2. Bundesliga, hvor topholdet Werder Bremen med Allan Bentsen hjemme tager imod rækkens toer; Borussia Dortmund – begge mandskaber er ubesejrede, men gæsterne har sat et enkelt point til.

“Måske den vigtigste kamp for Werder Bremen i denne sæson! Hvis vi vinder, er der tre points til de nærmeste forfølgere og vi kan efterfølgende tillade os at tabe en kamp”, siger Allan Bentsen inden topkampen.

– og fortsætter: “Vi vil gerne tilbage i 1. Bundesliga, og gerne være klar så tidligt som muligt, så man kan forberede et slagkraftigt hold til næste sæson. Sæsonen er stadig lang, men det ville skabe en fin atmosfære for den resterende del.”

Den tidligere danske landsholddspiller og nuværende 1. parkrydsspiller i Werder Bremen har opskriften på succes i topopgøret: “Vores hold er rigtig stærkt på de tre første pladser, Constantin Cioti, Tang Bing og jeg selv er alle med i toppen af Top 10, og det er der vi skal vinde fem ud af seks singler + to ud af tre doubler, så er der en god chance for at vinde kampen.”

Allan Bentsen har i denne sæson en singlescore på 9-2, og er ubesejret i de sidste otte singlekampe med en imponerende sætscore på 24-3!

Klubben regner med 300-400 tilskuere i Werder Halle til topopgøret, der “kun” får Bentsen med af de to danskere i truppen: “Mads Sørensen kan desværre ikke være med i den vigtige kamp, da han i denne weekend i stedet kæmper for den danske fremtid nede i Portugal”, siger Allan Bentsen med et glimt i øjet…

De øvrige danskere spiller ligeledes i weekenden: Hamburger SV med Christian Larsen og Christoffer Petersen møder også Borussia Dortmund i 2. Bundesliga – det er søndag eftermiddag på hjemmebane i Knud-Hansen Halle i Hansastaden.

Hos damerne spiller SV Böblingen med Mie Skov dobbeltkamp – lørdag hjemme mod Homberger TS, og søndag ude mod bundholdet TTK Anröchte, der selvsagt er en vigtig kamp for Böblingen, der ligger trediesidst i 1. Bundesliga.

I damernes 2. Bundesliga spiller Anne-Cathrine Bomann og rækkens nr. 3; SG Marßel Bremen søndag ude mod nr. 2; VfL Tegel – naturligvis en vigtig kamp for AC & Co.

Se resultater, stillinger m.v. under Links -> Resultater & Statistik, og besøg “udlandsdanskernes” klubhjemmesider under Klubber & Spillere

FOTO: SV WERDER BREMEN 2006/07 (fra tischtennis.de)

Forfatter: DBTU
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 10