Overliggeren holdes højt!

Hermed en åben invitation til semifinale om det danske mesterskab i bordtennis 2. påskedag, mandag den 24. marts kl. 14.45 i Odense Idrætshal mellem OB Bordtennis og Roskilde Bordtennisklub. For “udeboende” fynboer og OB-supportere er der desuden gratis entré til kampen i Roskilde to dage senere (læs mere nederst).

Der er lagt op til et brag af en kamp, når OB Bordtennis på hjemmebane tager imod DM-favoritterne fra Roskilde Bordtennisklub (BTK 61) med den tidligere europamester og mangedobbelte danske mester Allan Bentsen i spidsen. Kampene gælder en plads i finalen om det danske mesterskab 2008 – en overraskende og fantastisk mulighed for det nyoprykkede OB-hold.

Der vil bl.a. være:

– storskærme med resultatformidling
– særligt spille- og publikumsvenligt gulv
– musik i pauserne
– en speaker der guider publikum gennem holdkampen
– publikumskonkurrence på programnummeret
– opvisningskamp: Årslev BC’s Lizette Knudsen og Trine Jensen
– opvisningskamp: Jess Heilbo, Lillebælt-Gruppen og “Byrådsmesteren 2008”, Mohammad Mansour

Så der er al mulig grund til at komme i god tid inden kampen.

Ønsker I gratis billetter til kampen, sender I blot en e-mail til undertegnede senest mandag den 24. marts kl. 10.00 – herefter vil I blive skrevet på listen over særligt indbudte, så I bare skal sige jeres navn ved indgangen.

Hvis I ønsker gratis billetter til udekampen i Roskilde to dage senere, sender I bare en e-mail senest tirsdag den 25. marts.

Se mere om kampen og om klubben via linket herunder – plakaten til semifinalen kan ses hos FBTU (pdf), der på kampdagen endvidere levere stillingsservice på LIVE-ticker. Scenen er sat til et sandt festfyrværkeri af en kamp – vel mødt!

ob-bordtennis.dk

På dbtu.dk kan man under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne læse meget mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og sidste sæson…

Forfatter: OB
Kontaktperson tlf.: 26 28 23 62
Kontaktperson e-mail: rasmussen.engvej@galnet.dk