På job med Stuff

Som de fleste sikkert ved, så har DBTU ansat en Elitekoordinator ved navn Christoffer Petersen. Men hvad indebærer hans job og hvad vil han? Jeg har lånt lidt af Christoffer Petersens tid i et forsøg på at finde svarene.

Hvordan ser dine daglige arbejdsopgaver ud?
– Jeg har træning i hallen, og så tager jeg mig af udtagelser af både senior- og ungdomsspillere til diverse turneringer og træningslejre. Jeg sørger for, at de bliver rettidigt tilmeldt stævnerne, og finder der efter ud af, hvordan de skal komme til turneringerne, bestiller fly- og/eller togbilletter, hotelværelser og koordinerer eventuelt med fysioterapeut, der skal med.

Der ud over har jeg rigtig meget kommunikation.
Det kan være i forbindelse med Brøndby Efterskole, kollegieværelser, kontakt med klubtrænere, forældrekontakt, sæsonplanlægning og ikke mindst kontakten til Team Danmark, hvor jeg bl.a. koordinerer talentprogrammet. Der skal bl.a. ansøges/indstilles speciel-talenter, og så har jeg et fint samarbejde med Team Danmarks professionelle stab, der bl.a. hjælper med det sportsfysiologiske, kostoptimering, fedtmåling og senest måling af skulderbelastning. Der er mange tider, der skal koordineres, men det er et meget spændende område, som vi kan blive bedre på.
Ud over det har jeg også rigtig meget administrativt arbejde, så som spiller-referater fra samtaler med spillerne.

 

Hvornår kan man få fat på dig?
Telefonen gløder ofte, og jeg kan forsikre, at alle nok skal få svar på deres spørgsmål, men jeg vil blive glad, hvis man kan bestræbe sig på, at kontakte mig i normal arbejdstid og stadig huske på, at jeg kan være i gang med en træning i hallen eller til et internationalt stævne. Det bedste man kan gøre, er, at sende en mail, så svarer jeg så hurtigt som muligt.

Hvordan skal Danmark udvikle spillere af høj international kaliber?
– Vi skal samarbejde om at udvikle talenterne. Jeg vil inddrage klubtrænerne meget mere – ikke blot på nationale lejre, men også ved internationale stævner, så de få den nødvendige erfaring med, hvad der skal arbejdes videre på hjemme i træningslokalet og dermed også kan tage medansvar for spillernes videre udvikling.
Vi skal udnytte vores elitespilleres potentiale bedst muligt, hvilket kræver åbenhed og ærlighed i processen. Netop åbenhed er nøgleordet for, at vi fremover vil bestræbe os på at informere om alt, hvad der sker i den sportslige sektor.

Hvem er Christoffer Petersen?

Stuff som han kaldes var ansat som klubkonsulent og en del af landstrænerteamet i DBTU frem til udgangen af 2013. Nu er den 30-årige uddannede Diplomtræner i bordtennis ansat som Elitekoordinator i DBTU og træner for handicaplandsholdets profiler med henblik på Paralympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016.
Stuff er tidligere landsholdsspiller og var bl.a. med til at vinde EM for hold i 2005. Christoffer er dansk mester for hold med Køge Bugt i 2004 og med Københavns BTK i 2012.
Stuff

Christoffer Petersen svinger stadig battet i den svenske Div 1 Syd

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk