Pigebordtennis hitter

51 piger mødte op til pigeturneringen i bordtennis søndag d. 19. marts 2006. Turneringen blev afholdt som et led i Silkeborg BordtennisRings pigeprojekt. Ballehallen lagde gulv og borde til arrangementet – der blev en stor succes.

Pigebordtennis er kommet for at blive. I forbindelse med den store pigeturnering som Silkeborg BordtennisRing har arrangeret mødte hele 51 piger op da det store slag skulle slås i Ballehallen. Forud for turneringen har pigerne trænet flittigt med uddannede trænere. Træningen var som et led i pigeprojektet arrangeret af Silkeborg BordtennisRing. Projektet har været en stor succes og pigerne er glade for at spille bordtennis. Koordinator for projektet, Finn Herlev: ”Jeg er meget tilfreds med deltagelsen – det har været flot at opleve den store interesse der er for bordtennis blandt piger. Nu håber vi blot, at pigerne vil fortsætte. Vi tilbyder derfor ekstra træning i marts, april og maj i både Ry og Silkeborg”. Ved den første træning mødte 11 piger op. Træningen op til turneringen velbesøgt med op til 27 piger ved den sidste træning i Silkeborg.

Silkeborg BordtennisRing havde endvidere besøgt alle de interesserede skoler og vist hvordan man kan træne sig bedre i bordtennis. På de fleste skoler fik børnene lejlighed til at hilse på nogle af de dygtige pige- og kvindespillere fra Silkeborg BordtennisRing. Formand, Jørgen Axelsen fortæller: ”Vi har fundet ud af, hvor vigtigt det er med kvindelige trænere. Det har været meget populært med vore dame junior og seniorspillere som trænere. Spillerne har glædet sig til at møde de dygtige spillere, som de også har mødt i forbindelse med besøgene på skolerne og fritidsklubberne”. Silkeborg BordtennisRing satser på at lave et spændende arrangement med en dygtig kvindespiller i løbet af foråret for at skabe yderligere interesse blandt pigerne og i lokalområdet.

Silkeborg BordtennisRing har investeret i bats, bolde, uddannelse af pædagoger/lærere, besøg på skolerne, træning og trøjer. Vi er derfor glade for den opbakning som vi har fået fra DBTU og JBTU.

I forbindelse med turneringen dystede pigerne om et bordtennisbord til den skole eller fritidsklub som løb med flest placeringspoint. Her blev det fritidsklubben fra Dybkær som hentede den flotte præmie, et bordtennisbord. Det skal nok blive brugt flittigt, idet hele 14 af pigerne fra klubben deltog i stævnet i Balle. Pigernes leder, Rikke Schmidt var utroligt stolt af pigerne, der forud for stævnet har trænet ekstra meget i fritidsklubben i Dybkær. Nummer to i den samlede turnering blev Voel skole.

Vindere af de forskellige rækker:

3. klasse: Line Vestergaard, Sejs
4. klasse: Sofie Nicolaisen, Bryrup
5. klasse: Mette Klode, Voel
6.-8. klasse: Louise Davidsen, Fårvang

De lokale ungdomsdivisionsspillere mødte op til turneringen for at vise hvad det kan blive til når man træner meget. Bordtennis er dog også meget andet – det er også venskaber på tværs af alder og klub. Det er allerede tydeligt, at mange har lært nye at kende og fået mod på sporten. Bordtennis er ligeledes motion og sundhed, som børn i allerhøjeste grad har brug for. Silkeborg BordtennisRing har et håb om, at turneringen kan kaste nye pigespillere af sig – og forventer at gentage succesen næste år. Alle spillere fik en konvolut med hjem, hvor de kan finde adresser og telefonnumre til de lokale klubber. Læs mere på www.bordtennisringen.dk/pigebordtennis

Silkeborg BordtennisRing har høstet mange nyttige erfaringer i forbindelse med dette projekt:

-det tager tid, kræver god planlægning og ikke mindst godt humør at få tag i pigerne.

-det er en stor styrke med kvindelige trænere.

-skolerne kan være gode samarbejdspartnere, men ofte er der bedre muligheder i fritids-
klubberne, hvor personalet ofte har mere ”overskud”.

-det er blevet populært med ”sportsmedarbejdere” i flere kommuner. De kan være gode
samarbejdspartnere.

-det kan være godt at få gjort lærere og pædagoger interesserede i bordtennis via
uddannelse.

Hvis der ønskes yderligere oplysninger, kan koordinator for pigeprojektet, Finn Herlev, tlf. 86800605, formand, Jørgen Axelsen, tlf. 86898446 eller Claus Wandall Hansen, tlf. 23276171 kontaktes.

Claus Wandall Hansen
Silkeborg BordtennisRing

Forfatter: Claus Wandall
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk