Sætninger som, ”Det er vigtigere at være med end at vinde”, eller, ”Vi spiller bare for sjov”, falder helt i tråd med Pigerækken i bordtennis.
For det er vigtigt at understrege, at Pigerækken ikke skal sammenlignes med den almindelige holdturnering. Formålet er ikke at kåre vindere, men at give pigerne en god oplevelse og en fornemmelse af, hvordan det er at spille holdkampe. De skal klædes på til at kunne spille i danmarksturneringen og i de regionale turneringer. Men pigerne skal have det sjovt; det er breddeidræt.
Èn af de klubber, der har været med lige fra start, er Allerød Bordtennisklub i Nordsjælland:
“I klubben har der været fokus på piger. Allerød Bordtennisklub har fostret to nuværende, kvindelige landsholdsspillere, som nu spiller i BTK 61. I øjeblikket har vi 11-12 piger i klubben, oplyser Nicklas Jensen, som i fem år har været ungdomstræner i den nordsjællandske bordtennisklub.
Pigerne er en minoritet inden for bordtennis. Pigerækken giver pigerne et fællesskab, og dét er det vigtigste. De kommer ud og møder andre piger, og de bliver ikke set ned på af drengene, som er meget konkurrencefokuseret, og dét kan måske være en inspiration for andre klubber til også at komme med, forklarer Nicklas Jensen, som også er i gang med at gennemføre Bordtennis Danmarks Klubtræneruddannelse.”
Ungdomstræneren i Allerød Bordtennisklub synes desuden, at arrangementerne har været fine. Ved stævnet i den første weekend i november i netop Allerød deltog 10 hold fra syv forskellige klubber fordelt i tre puljer.
Amager BTK er en anden klub, der har deltaget fra start. De piger, Amager BTK har med i Pigerækken, er i alderen otte-10 år. I et skriftligt svar til Bordtennis Danmark fortæller formand Pernille Hvass lidt om klubbens oplevelser med Pigerækken:
“Vi støtter op om Bordtennis Danmarks strategi omkring pigearbejde, herunder Pigerækken. Vi har en del piger, og vi vil gerne give dem muligheden for at deltage som hold, ligesom vi har drenge, der spiller på hold. Pigerne er meget i undertal i vores klub, selvom vi har en del piger, og de er lidt mere forsigtige end drengene. Derfor er Pigerækken en god mulighed for, at pigerne kan have noget for sig selv og måske på sigt kan lære pigerne fra de andre klubber at kende. Det skal dog siges, at ingen af vores piger har noget imod at spille imod drenge. De synes bare, det er federe, når de kan komme ud at spille sammen med andre piger, oplyser Pernille Hvass.
De piger, vi har med, synes for det første, at det er fedt, at der kun er piger. Én af vores piger udbrød “Wow!, hér er kun piger, dét har jeg aldrig oplevet før!”, da hun var med første gang. Og der var ”julelys i øjnene på hende”, sagde moren. For det andet er dét at være et hold noget særligt. De piger, vi har med fra klubben, møder ofte hinanden i puljerne til ungdomsstævner, hvor de jo så er modstandere. Hér er de holdkammerater, og det giver noget helt særligt i en solosport, fortsætter Pernille Hvass, som i fem år har stået i spidsen for klubben fra lufthavnsøen.
Man skal deltage for pigernes skyld, for at give dem en mulighed for at være med i noget særligt for pigerne”, lyder det desuden fra formanden.
Der findes en vinder i hver pulje ved hvert holdstævne. Pigerækken er altså ikke en turnering i klassisk forstand, og der kan forekomme ændringer i både holdtilmelding og puljeinddeling fra stævne til stævne.
Pigerne, der spilles i øst i år, inddeles ikke i aldersklasser, der er ingen maksimumalder for deltagelse, og ingen har en højere rating end 1.200. Pigerækken er licenskrævende, men holdene kan sammensættes af spillere fra forskellige klubber uden indløsning af B-licens. Holdene inddeles i puljer á tre-fire hold ud fra holdets gennemsnitlige ratingniveau. Der sker ikke fast op- eller nedrykning mellem puljerne. Nye hold placeres i en passende pulje ud fra holdets gennemsnitlige ratingniveau. Der spilles med tomandshold – fire singler og én double. Der er mulighed for at have en tredje spiller med, som kan skiftes ind i doublen. Som udgangspunkt afvikles to-tre holdkampe på kampdagen. Som følge heraf kan spillekonceptet variere fra gang til gang og vil blive fastlagt, når antallet af tilmeldte hold er kendt. Kampene tæller med på ratinglisten.
Der uddeles medaljer til vinderholdet i hver pulje ved hvert holdstævne.
Programmet for Pigerækken Øst resten af sæsonen ser således ud:
Lørdag den 13. december 2025 klokken 10 | Roskilde Bordtennis
Lørdag den 24. januar 2026 klokken 10 | Amager BTK
Lørdag den 14. marts 2026 klokken 10 | Ukendt


