Pligtsejr til København

Tirsdag aften blev der spillet en enkelt kamp i STIGA Divisionen, hvor OB hjemme tog imod mesterskabsbejlerne fra København.

Odenseanerne kom bedst fra start, da Morten Hyrup i åbningssinglen slog landsholdskammeraten Kasper Sternberg med 3-0, og dermed bragte OB foran med 1-0 i holdkampen.

Derefter var det dog spil til et mål, og KBTK vandt de fem næste kampe med en samlet sætscore på 15-2, og vandt dermed holdkampen med 5-1.

Kun Li Moding nåede at spille begge sine singler, der blev vundet med samlet 6-1.

LI MODING (Foto: dr.dk)MORTEN HYRUP (Foto: dr.dk)

Kampen blev afviklet som et dobbeltarrangement med elitedivisionskampen i badminton mellem OBK og Team Skælskør/Slagelse med kampen mellem Peter Gade og det lokale supertalent, ungdomsverdensmesteren Victor Axelsen, som trækplaster.

DBTU var tilstede ved kampen som en del af forberedelserne til DM for Senior, der de næste tre år skal afvikles i Odense med OB som medarrangører:

”Det var et flot setup og de mange tilskuere skabte en god stemning i Odense Idrætshal.

En stemning og en atmosfære, som vi håber at kunne genskabe til DM – første gang 4.-6. marts 2011”, udtalte Jakob Staun efter dobbeltarrangementet med OBK, hvor 1600 tilskuere var på plads.

Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man finde resultater og stillinger, samt læse mere om landets to bedste seniorrækker, Elitedivisionen for Damer og STIGA Divsionen.

Via linket herunder kan man læse optakter og referater fra DED og SD hos DR Min Sport…

DR MIN SPORT

4/10 | Ingen slinger hos Roskilde
Roskilde fortsatte i weekenden hvor de slap i sidste sæsons STIGA Division, og sendte et tidligt signal om, at man har mod på flere mesterskaber i domkirkebyen – efter en “pligtsejr” lørdag over Vestegnen (5-3), slog man søndag de formentlig største udfordrere, København, sikkert med 5-2.

Mestrene havde beholdt Roko Tosic i Danmark, og kroaten var med i begge weekendens kampe – lørdag tabte han noget overraskende til Fan Gao, mens han søndag gjorde rent bord i 2. parkryds.

Allan Bentsen gjorde rent bord i sine fire singler – to i hvert parkryds, mens KBTK’s nyerhvervelse, Kasper Sternberg søndag fik ram på Finn Tugwell (3-1) i åbningssinglen mellem RB og KBTK.

ALLAN BENTSEN (Foto: Jens Luckenbach)

Rækkens eneste oprykkere, Søhøjlandet, havde på papiret en hård debut, da de søndag tog imod bronzevinderne fra Vedbæk – oprykkerne bed godt fra sig, men måtte til sidst bøje sig med 3-5 efter bl.a. tre nederlag i holdkampens fire femsætskampe.

Vedbæk havde indledt deres sæson lørdag hos det andet jyske SD-hold, Team Nørreå, og måtte rejse videre med kun et enkelt point på tavlen – alle fire Vedbækspillere kom på tavlen, men i den afgørende double var hjemmeholdet bedst, og vandt double, holdkamp og det ekstra point.

Team Nørreås Tobias Lau er ubesejret i SD 2010/11 – weekendens fire kampe i 2. parkryds gav fire sejre, og det var stærkt medvirkende til jydernes point i åbningskampen.

I søndagens kamp var hans to sejre dog ikke nok til at skaffe points med hjem til Jylland – Kvik Næstved vandt med 5-3, efter bl.a. to sejre til juniorspilleren Anthony Tran, der ligeledes åbnede sæsonen med fire sejre, hvilket vel og mærke skete i øverste parkryds.

Søndag slog han Huang Hou Yu, og dagen før havde han slået OB’s Morten Hyrup, så en flot debut af Tran, der har vundet adskillige medaljer i både junior- og drengerækken ved UEM.

TOBIAS LAUANTHONY TRAN (Foto: Kvik Næstved)

OB åbnede deres sæson med en kneben sejr efter Sudden Double, da de fik sejren hevet i land mod Kvik efter det undervejs længe havde lignet en hjemmesejr i Næstved.

Det blev 5-4 efter hjemmeføringer på både 3-0 og 4-1 undervejs, men gæsterne kunne rejse hjem med to points efter bl.a. to sejre til førsteårsjuniorspillleren, Ruben Jensen.

Fynboerne tager tirsdag aften imod København, hvor der i Odense Idrætshal er dobbeltarrangement med såkaldte “Bat/dmen” af forskellige slags på programmet – foruden SD-opgøret, spilles der også turneringskamp i Badmintonligaen, hvor bl.a. Peter Gade lægger vejen forbi den fynske hovedstad.

Det er anden sæson i træk OB og badmintonklubben OBK laver dette fællesarrangement – sidst var der 600-700 tilskuere på plads i idrætshallen, og ambitionen er denne gang at nå de 1000.

Der er serve off kl. 18:45 tirsdag aften – man kan læse mere om arrangementet hos OB.

Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man finde resultater og stillinger, samt læse mere om landets to bedste seniorrækker, Elitedivisionen for Damer og STIGA Divsionen.

Via linket herunder kan man læse optakter og referater fra DED og SD hos DR Min Sport…

DR MIN SPORT

Forfatter: Staun & Sørensen
Kontaktperson tlf.: 50 88 50 22
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk