Pokerspillere og VM-mestre

Inden denne sæson blev klubben Racketlon dannet af nogle ”gamle” bordtennisdrenge og nogle racketlonfolk som ønskede at forbedre deres bordtennis. Jesper Hougaard, ”gamle” u-landsholdsspiller, er en af arkitekterne bag klubben, som tæller et par mere eller mindre prominente navne. Pokerspilleren Gus(tav) Hansen er nok den mest kendte personlighed på holdet, og det blev til en lille snak med Jesper om hvordan og hvorledes, samt ikke mindst hvorfor Racketlon BTK blev til…

– Hvor meget bordtennis får dig og holdet trænet på en ”normal” uge…?

Racketlon handler om at forbedre sine svage discipliner. Derfor er det forskelligt hvor meget spillerne på holdet træner. F.eks. træner min bror (Kresten Hougaard), Michael Eriksen og jeg sjældent mere end 1 gang om ugen udover holdkampene, da vi alle kommer fra en bordtennisbaggrund. I stedet bruger vi mere tid på de andre grene. Gustav, Jesper Ratzer og Kasper Jønsson træner derimod langt oftere, typisk 2-3 pas om ugen udover kamp. Det ligger så udover de 3-4 andre pas de også får lagt ind i en “normal” uge.


Racketlonholdet til kamp i Roskilde. (Det er Racketlon i Faxe Kondi trøjerne)…

– Jeg har hørt at i nogen gange træner i Monaco…? Er der ikke langt til træning så?

Gus bor jo i Monaco og har bl.a. en ekstralejlighed, så vi afvikler med jævne mellemrum træningslejre dernede. Særligt sen efterår og tidligt forår hvor Monacos klima er noget mere tiltalende f. eks. i forbindelse med tennistræningen


Tennislejr i Monaco. I midten ses Gus(tav) Hansen og til højre Jesper Hougaard. Sidste mand er Stefan Adamsson, nybagt verdensmester.

– Kan du fortælle kort hvad Racketlon er for en sport?

Racketlon kombinerer 4 sportsgrene i et forsøg på at finde den bedste ketsjerspiller. Man spiller bordtennis, badminton, squash og tennis i den rækkefølge. I alle spil dystes der til 21, med to server hver. Herfra lægger man scorene sammen og vinderen er den som har flest point efter tenniskampen.

– Ud over et par pokerprofiler har i også en verdensmester på holdet. Kan du uddybe lidt…?

Faktisk har vi udover 3 pokerprofiler (Gustav, Theo Jørgensen og jeg) hele 2 verdensmestre på holdet. Kasper Jønsson og Jesper Ratzer er forsvarende verdensmestre i double. De vandt hhv. sølv (Jønsson) og bronze (Ratzer) til det netop overståede individuelle VM. Gus tabte en tæt kamp til Jønsson i kvarten. I øvrigt er Ratzer ret klar nr. 1 på verdensranglisten. Ved VM fik vi desuden en enkelt individuel verdensmester, nemlig Graham Cain fra Bornholm i 60+ rækken.


To af Racketlon-folkene ved det netop afholdte VM. Jønsson og Ratzer blev henh. nr. 2 og nr. 3…

– Hvad er målet med Racketlon-holdet? Skal i hele vejen til Stiga-divisionen?

I første omgang er Østserien et meget passende niveau til os. Vi vælger bevidst ikke at spille med om oprykning, selv om et hold bestående af Michael Eriksen, Kresten Hougaard og jeg sikkert godt kunne bære det. Formålet med holdet er dog at give god kamptræning til Ratzer, Jønsson, Gus osv., men fortsætter de den rivende udvikling de er i med deres bordtennis vil jeg ikke udelukke, at vi skal op og spille divisionsbordtennis i fremtiden. Stiga-divisionen har nok lange udsigter, men vi er en temmelig ressourcestærk “klub”, så hvem ved?:-)

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk