PwC indgår ny 3-årig sponsoraftale med Bordtennis Danmark

Bordtennis Danmark kan med stolthed annoncere en ny treårig sponsoraftale med skatte-, rådgivnings- og revisionsfirmaet PwC. Aftalen, som blev underskrevet i Idrættens Hus i Brøndby, markerer et vigtigt skridt for udviklingen af dansk bordtennis og indebærer, at Bordtennis Ligaen fremover vil bære navnet Bordtennis Ligaen – Støttet af PwC.

En milepæl for dansk bordtennis
Henrik Vendelbo, formand for Bordtennis Danmark, er begejstret for det nye samarbejde:

“Kontrakten med PwC er en milepæl for dansk bordtennis. Vi er glade for, at en så professionel og anerkendt virksomhed har lyst til at indgå partnerskab med Bordtennis Danmark. Vi ser frem til et mangeårigt samarbejde.”

Ved besøget i Brøndby fik repræsentanter fra PwC, herunder Frederik Drøscher og Thomas Baunkjær Andersen, mulighed for at spille mod landsholdsspillere – en oplevelse, der har styrket samarbejdet mellem parterne.

PwC’s motivation for samarbejdet
Thomas  Baunkjær Andersen, partner i PwC, udtaler:

Vi ser frem til det spændende samarbejde med Bordtennis Danmark, hvor vi i fællesskab kan styrke bordtennissporten og skabe sammenhængskraft. Hos PwC ønsker vi at tage ansvar og gøre en positiv forskel – ikke kun for vores kunder og hinanden, men også for samfundet som helhed. Dette samarbejde understøtter vores mål om at opbygge tillid og støtte initiativer, der styrker fællesskaber og skaber værdi, både lokalt og nationalt. Vi glæder os til at bidrage til udviklingen af Bordtennis Danmark og til at støtte de mennesker, der engagerer sig i sporten.

PwC og Bordtennis Danmark blev introduceret til hinanden under Sport 2024-showet i Herning og har siden udviklet en gensidig forståelse for hinandens værdier. Som en del af aftalen vil PwC’s logo fremover være synligt ved store internationale turneringer som EM og VM.

En lys fremtid
Med PwC som platinsponsor går Bordtennis Danmark en spændende fremtid i møde.

Ønsker dit firma at blive sponsor i Bordtennis Danmark?

I så fald er du velkommen til at kontakte vores nye ansvarlige for samarbejdsaftaler og tidligere topspiller, Michael Maze, på:

maze@bordtennisdanmark.dk