Det mandlige danske bordtennislandshold er seedet som nr. 16 ved de kommende verdensmesterskaber for hold, der spilles i Kuala Lumpur fra den 28. februar til den 6. marts 2016. Derfor er holdet blandt de 24 nationer i den bedste gruppe Champions Division. Der spilles først i fire grupper med seks hold i hver gruppe. Vinderne af grupperne er direkte i kvartfinalerne mens nr. 2 og 3 i hver gruppe går videre til knock out kampe om de sidste fire pladser i kvartfinalerne.
De danske herrer møder i indledende gruppe: Tyskland, Sverige, Frankrig, England og Malaysia.
Danmark lå i fjerde seedingslag, og det var givet, at Danmark ville trække enten de regerende verdensmestre Kina eller Tyskland fra første seedingslag, Sverige eller europamestrene fra Østrig fra andet seedingslag, Frankrig eller Taiwan fra tredje seedingslag, England eller Tjekkiet fra femte seedingslag og Malaysia eller Nordkorea fra sjette seedingslag.
Se lodtrækningen her
“Danmark var heldige med at slippe udenom verdens stormagt Kina, Taiwan og Nordkorea, der er bedre end Tyskland, Frankrig og Malaysia. Det er dog en svær pulje. Danmark bør slå Malaysia, men får det svært mod resten af holdene”, vurderer DBTU’s pressechef Arne Madsen.
Landstræner for de danske herrer Linus Mernsten udtaler: “Om lodtrækningen er god eller ikke ved man altid først bagefter. Alle kampe skal spilles, og vi tager det, som står på den anden side af bordet. Naturligvis er det stærke nationer, vi skal møde, første division består kun af tophold. Vi møder tre af Europas bedste hold i puljen sammen med stærke England. Malaysia er sværere at bedømme, da de ikke spille så meget internationalt. Det vigtigste for os er, at vi koncentrerer os om vores egen præstation og leverer det, vi kan. Så må vi se hvor langt det rækker. Vi skal gøre vores bedste i alt, hvad vi foretager os, og huske på at alt kan ske i hold-turneringen”.
Det danske hold udtages efter næste weekends Hungarian Open i Budapest.
Læs mere på VM’s hjemmeside her