Ro og orden bevaret

Overdommerne fik jo ”lov” til at skrive lidt i programmet forud for senior DM 2008 i Snejbjerg. Så for at forsøge at følge lidt op på det, vil jeg også gerne have ”lov” til at skrive lidt på DBTU´s hjemmeside om oplevelserne.

Der er skrevet alt – hvad der vist nok skal skrives – om de sportslige resultater. Så det her kommer til at omtale lidt andet.

Først og fremmest en hel generel – og meget hjertelig – tak til Snejbjerg for de faciliteter, den service og den støtte, der under hele turneringen blev stillet til rådighed for alle dommerne.

Men selvfølgelig også en speciel tak fra overdommerne til turneringsledelsen for det gode, snævre og fleksible samarbejde, der blandt mange andre forhold var med til at få mesterskaberne til at forløbe, som de skulle. (I hvert tilfælde set ud fra overdommernes/dommernes synspunkt).

Med nogle ændringer hen ad vejen med f.eks. lidt ændrede tidsplaner, lidt ændrede antal sæt i puljespillet, lidt ønsker om mødeaktivitet for nogle af dommerne, lidt o.s.v. håber vi da, at det ikke blev bemærket alt for meget af hverken spillere eller tilskuere.

Hvis det skulle være tilfældet, er noget af det første for overdommerne/dommerne opnået. Nemlig overholdelse af brandinstruktionens paragraf 1. (Hvori der står: ”Bevar ro og orden”).

I forbindelse med dommerbriefingerne havde vi også prøvet at lægge lidt nyt op til dommerne. Nemlig ”Statistik vedr. gule (advarsler) og røde (diskvalifikationer) kort”.

Det blev også helt klart (MEGET klart endda) pointeret, at der ikke skulle peges fingre af nogen – og at det under alle omstændigheder ikke skulle udarte sig til en ”konkurrence” om hvem, der havde modtaget/afleveret flest – og hvorfor. Alle dommerne var heldigvis med på idéen.

Og her er så de ”sørgelige” resultater. 4 stk. om fredagen. 2 stk. om lørdagen samt 2 stk. søndagen. Og hvad kan man så lære af det? Enten var dommerne dovne, uengagerede eller dårligt uddannede. Eller også opførte spillerne sig ”nogenlunde” eksemplarisk. Nå – spøg til side. Og så tak til spillerne – og lidt nødtvungent også til dommerne.

Selvfølgelig er der også noget, jeg som overdommer vil brokke mig lidt over. Og det er de numre, der stod på programmerne, jeg købte både om lørdagen og søndagen.

Om lørdagen blev der vundet et fadølsanlæg på nr. 20 (og gæt så lige, hvem der havde købt nr. 19). Det var næsten det samme om søndagen. En rejse for to til EM i bordtennis i Skt. Petersborg blev vundet på nr. 119 (det er næsten for nemt at gætte på, hvem der havde købt nr. 122 – ikke også?)

Der kan skrives endnu mere end ovennævnte – men når nogle af os mødes til ungdoms DM i Århus i april – bliver ”historierne” selvfølgelig ”genfortalt”. Og det bliver de bestemt ikke mindre underholdende af.

På gensyn – og så blev ”blomsterne” fra Snejbjerg til dommerne forhåbentligt afleveret på det rigtige sted.. Nemlig til ”hjælperne”.

P.S.: Med et glimt i øjet skal der afslutningsvis også siges tak til dopingkontrollen for at møde op i dommerrummet og ”prøvesmage” vores mad. De nåede til samme resultat som os. Det var bare helt i top…

DM FOR SENIOR 2008

DM FOR SENIOR 2008

Der er oprettet et “sæsonpræget” menupunkt på dbtu.dk – Danske Mesterskaber vil være på menuen et godt stykke hen i foråret, så man kan se indbydelser, nyheder og senere resultater, når først de mange danske mestre og medaljetagere er fundet…

Forfatter: Finn Jensen
Kontaktperson tlf.: 21 70 81 77
Kontaktperson e-mail: finn@has.dk