De ca. 200 tilskuere der fredag aften fandt vej til Bauhaus Arena, oplevede et Roskilde-hold, der kom i modvind fra start.
Maze lagde ud med at vinde første sæt i kampen mod Miko Simovic, men fra andet sæt gik det ad bakke. Kroaten lykkedes med at vinde det tætte sæt 16-14. I tredje og fjerde sæt kæmpede Maze for at bringe Roskilde foran, men mens kroaten blev bedre og bedre, lavede Maze for mange fejl og tabte kampen 1-3.
Yujia Zhai som fornylig er kommet ’hjem’ fra Kina, mødte i anden kamp Zubcic Tomislav. Zubcic imponerede publikum med en række fantastiske diagonale baghåndsslag, og med det våben holdt han trit med Zhai i de to første sæt, som Zhai dog vandt med 14-12 og 16-14. I tredje sæt fik Zhai helt styr på kampen. Det diagonale baghåndsslag var luret, og Zhai kunne flere gang blokere dem hårdt ned i Zubcic’s forhåndsside, hvor kroaten ikke kunne nå dem. Zhai vandt kampens sidste sæt med komfortable 11-4.
Claus Schou Nielsen kom på banen og spillede en kamp fuld af gejst. Det smittede af på tilskuerne, som støttede Claus med store bifald efter de mange flotte loop-til-loop dueller mod Neven Juzbasic. Claus vandt kampen 3-1, og Roskilde havde vendt holdkampen til 2-1.
<!–
De mange tilskuere glædede sig over en godt spillet kamp med den for langt de flestes vedkommende rigtige vinder.
Michael Maze virkede fast besluttet på at revanchere sig i fjerdekampen mod Zubcic Tomislav. Men da kampen startede, kiksede de fleste angrebsslag, og Zubcic kom foran med 8-2, inden Maze sadlede om. Netop som alle i hallen frygtede endnu et nederlag til Maze, forsøgte han sig med en mere sikker spillestil, og det lykkedes. Han vendte første sæt til sejr på 11-9, og der efter var der ikke mere spænding om resultatet. Maze fik igen succes med angrebsspillet, og vandt de to næste sæt stort.
ETTU Cup, 3. runde i Roskilde Kongres- og Idrætscenter
Roskilde – Libertas Marinkolor, Kroatien…..3-1
Michael Maze – Miko Simovic, 1-3 (11-8, 14-16, 9-11, 7-11)
Yujia Zhai – Tomislav Zubcic, 3-0 (14-12, 15-13, 11-4)
Claus Schou Nielsen – Neven Juzbasic, 3-1 (8-11, 13-11, 12-10, 11-4)
Michael Maze – Tomislav Zubcic, 3-0 (11-9 efter 2-8, 11-3, 11-7)
Michael Maze præsenteres til stor glæde for tilskuerne i Roskilde.
Roskilde (der er seedet 4 i turneringen) er dermed klar til 4. runde i ETTU Cup’en, hvor det også gælder hjemmekamp i Roskilde Kongres- og Idrætscenter fredag den 20. november.