Roskilde v Køge Bugt

Guld til Roskilde Bordtennis
Guldet kom for andet år i træk og for anden gang i historien til Roskilde, da Maze og Co i aftes vandt en overbevisende 5-0 sejr over et ellers godt Køge mandskab, der i de individuelle kampe gav både god og seværdig modstand.

Guldet var jo ikke en kæmpe overraskelse med det hold Roskilde stiller med, men ikke desto mindre betyder det rigtig meget for klubben, spillerne og alle de gode mennesker, der hver især gør en kæmpe forskel i klubben.

At vinde guld er at skrive historie, og det er at bringe stolthed og hæder til klubben, noget der betyder noget for en storklub som Roskilde, der har så lang og cool historie, men som netop på dette område ikke tidligere har været en magtfaktor i dansk bordtennis.

At vinde guld er altid særligt, sidste år var det særligt fordi det var første gang, og fordi DM opgøret sidste år var en ud af kroppen oplevelse af bare spænding.

Men i år var særligt fordi det afslutter den måske mest epokegørende sæson i klubbens historie med en super flot start i Champions League, og trods den klare 5-0 sejr lykkedes det for holdet at give tilskuerne i den propfyldte Roskilde hal med knap 700 feststemte mennesker.

Tugwell og Frederik Lundguist leverede nogle fabelagtige bolde der gav sus gennem publikum, det samme gjorde Bentsen og Wahlgren.

Maze viste flere prøver på hvorfor han lige nu er nummer 11 på verdensranglisten.

Ikke mindst de to sidste bolde mod Frederik Lundquist, hvor han den ene gang med forhånden og den anden gang med baghånden, nærmest smasher direkte på serven, der ellers så ud til at være så flad, at det ikke burde være fysisk muligt at udføre sådanne slag.

Kampreferat i korte træk:
Maze – Lundquist, Maze vinder sikkert 3-0 i en lidt underlig åbningskamp, hvor Lundquist laver en del uprovokerede fejl og Maze’ jetlag måske sad lidt i kroppen 1-0

Bentsen – Wahlgren, En god kamp med mange fede dueller mellem to spillere som ligger godt til hinanden.

Bentsen vinder 3-1 efter en god start og styr på kampen. Wahlgren arbejdede sig tilbage i kampen ved klogt spil, hvor han låste Bentsen med sit skruede spil. Wahlgren har 9-7 i fjerde sæt til at komme i afgørende, men Bentsen er skarpest på de afgørende bolde og vinder. 2-0.

Tugwell – Houang, en tæt og spændende kamp og et opgør som Houang vandt i første finale. Ved 3-3 i 5. og afgørende sæt misser Houang en høj bold hvilket giver Tugwell et afgørende rygstød og Tugwell vinder med 3-2 i sæt. 3-0.

Hasse – Groth, Hasse vinder 3-2 efter en tæt og god kamp, hvor Groth fører 2-1 i sæt, men Hasse får gennem mere pres og større variation vendt kampen og sejren er hjemme. 4-0.

Maze – Houang, Maze vinder 3-0 og bringer guldet til Roskilde, fra 10-8 i 3.sæt spiller de stjerner en række vilde dueller frem til 15-13 til Maze hvilket får Publikum godt op af stolene og sejren sætter punktum for en flot sæson i Roskilde.

Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 ED-hold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og de seneste sæsoner…

Forfatter: Roskilde
Kontaktperson tlf.: 50 88 50 22
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk