Fredag den 21. august 2020 går det løs, når der i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena åbnes op for invitationsturneringen F&I Masters, hvor seks spillere kæmper om en samlet præmiesum på 30.000,- kr.
Kort før lodtrækningen der tidligere i dag kunne følges LIVE på BTDK’s facebookside indløb der afbud fra en fodskadet Anders Lind.
Jonathan Groth (sølvvinder i herresingle ved European Games i juni 2019), Tobias Rasmussen, Michael Maze samt Ibrahima Diaw, Senegal (OL-klar), franskmanden Antoine Hachard og DM-bronzevinder i herresingle Thor B. Christensen er mere end klar til igen at spille om point. Der er netop – LIVE på BTDK’s facebookside – blevet trukket lod til puljerne, der fik følgende udseende:
Pulje A
Ibrahima Diaw, Senegal
Antoine Hachard, Frankrig
Thor B. Christensen, Danmark
Pulje B
Jonathan Groth, Danmark
Tobias Rasmussen, Danmark
Michael Maze, Danmark
Kamprækkefølge med start fra kl. ca. 9.10:
Ibrahima Diaw, Senegal – Thor B. Christensen, Danmark
Jonathan Groth, Danmark – Michael Maze, Danmark
Antoine Hachard, Frankrig – vinderen af Ibrahima Diaw og Thor B. Christensen
Tobias Rasmussen, Danmark – vinderen af Jonathan Groth og Michael Maze
Antoine Hachard, Frankrig – taberen af Ibrahima Diaw og Thor B. Christensen
Tobias Rasmussen, Danmark – taberen af Jonathan Groth og Michael Maze
Dommere: Mark Beckmann og Jens Gullberg-Hansen.
Der spilles bedst á fem sæt i alle kampe.
Der spilles med én bold og altså ikke som i Champions League, hvor der konstant kastes en ny bold ind til spillerne og hvor der bruges bolddrenge og piger som i tennis.
Ingen håndtryk – så det er altså ikke fordi at en spiller er sur, at der ikke gives hånd efter et nederlag.
”Vi er glade for igen at kunne byde på bordtennis i topklasse i Roskilde”, siger klubbens sportschef Allan Bentsen, der blev kontaktet af den danske herrelandstræner Linus Mernsten med henblik på at løfte opgaven. ”Heldigvis har vi gode sponsorer, der gjorde det muligt”, siger Allan Bentsen.
”Spillerne savner intense kampe i denne tid. Det er kærkomment og helt fantastisk, at Roskilde er med på at stille et arrangement på benene for vores bedste spillere”, siger Linus Mernsten, og understreger, at spillerne er sultne efter at komme i kamp.
Se kampene LIVE
Der vil være gratis adgang i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena, hvor et begrænset publikum vil blive lukket ind.
Sportskanalen SPORT LIVE har været med på idéen om at sende hele begivenheden LIVE, hvilket betyder, at puljekampene i de to tre-mandspuljer sendes fra kl. 9.00 til ca. kl. 12.00. De to bedste fra hver pulje går videre til semifinalerne, som sendes fra kl. 14.45 til ca. kl. 16.15. Finalen er programsat til kl. 18.00.
Skulle man være forhindret i at følge med i kampene i løbet af dagen, så genudsendes arrangementet flere gange på kanalen.
Hvem kan se SPORT LIVE?
SPORT LIVE er en tv-kanal, og ikke en streamingkanal. Man kan altså kun få den gennem en tv-udbyder.
Hos YouSee ligger SPORT LIVE i bland-selv, hvor man kan vælge kanalen. Hos Canal Digital ligger kanalen i sportspakken og hos Stofa samt Waoo ligger kanalen i vælg-selv.
”I august måned har vi lavet aftale med både YouSee og Stofa om at ligge som ekstrakanal. Vi har lidt over 100.000 abonnenter, men aftalerne om at ligge som ekstrakanal bringer vores samlede abonnementstal op på ca. 1,6 million husstande i august. Derudover ligger vi i 15 antenneforeninger af forskellig størrelse, den største er Glentevejen i Odense”, fortæller direktør Flemming Kjellerup, der glæder sig til igen at sende bordtennis.