Undertegnede har spurgt fem af Danmarks højest ratede defensivspillere om deres syn på at være defensiv og på spillestilen før og nu. I de kommende dage vil du her på hjemmesiden komme tættere ind i den defensives tanker. Du vil få deres svar på bl.a. hvorfor de valgte den defensive spillestil, og hvordan de ser på sportens udvikling for en defensivspiller.
Turen er kommet til 26-årige Benjamin Sørensen fra Silkeborg, der i weekenden vandt begge sine kampe uden sættab mod henholdsvis Ulrik Marcussen og Jan Bechmann i en 1. divisionskamp, som Hørning vandt med 5-3.
Benjamin Sørensen er desuden Danmarks bedste i spil med sandpapirsbat. I både 2019 og 2020 spillede han sig blandt de 16 bedste ved World Championship of Ping Pong (spil med sandpapirsbat).
Hvorfor blev du defensiv?
– Det startede lidt som et eksperiment, da jeg var 19 år. Jeg havde spillet med almindelige belægninger i små 10 år, hvor jeg havde det svært i serv/retur og havde en knap så god baghånd, som resulterede i, at jeg ofte endte langt væk fra bordet i duellerne. Jeg havde til gengæld en god forhånd og god føling, og jeg følte lidt, at jeg manglede et “våben” langt væk fra bordet, så jeg tænkte, at lange knopper på baghåndssiden potentielt kunne passe godt til min spillestil. Det tog ca. 1,5 år at tilvænne mig til de lange knopper – Nu har jeg spillet med lange knopper i 7-8 år, og det valg har jeg bestemt ikke fortrudt. Viden om knopper har jeg tilegnet mig ved at se en masse videoer primært på YouTube og diverse inputs fra spillere/trænere i den daglige træning og ude til stævner/holdkampe.
Hvad er det fedeste ved at være defensiv?
– Det fedeste ved at være en defensiv spiller må være at “snyde” modstanderen på forskellig vis ved at variere skruen. Derudover kan jeg godt lide de længere dueller man får og fysisk at skulle kæmpe for at vinde duellerne.
Hvad er vigtigt rent taktisk som defensiv?
– Det vigtigste taktisk for en defensivspiller er i min optik at være god til at variere skrue og placering og at kunne vende det defensive spil til offensivt spil. Det kræver også en vis føling og skrueforståelse. Derudover kræver det et godt benarbejde og en vis fysisk udholdenhed at være defensivspiller, da der er mange forflytninger i både side- og dybdeleddet.
Hvem er dit forbillede som defensivspiller?
– Mit forbillede er koreaneren Joo Saehyuk, da han i min optik er den bedste defensivspiller i verden. Umiddelbart minder min spillestil mest om Panagiotis Gionis, Grækenland, af defensivspillere i verdenseliten.
Hvilken kamp er din bedste til dato?
– Min bedste kamp til dato er jeg lidt i tvivl om, men de bedste jeg har vundet over må være Antoine Doyen og Henrik Johansson i sidste sæson. Min sejr over Morten Hyrup Rasmussen, OB i denne sæson betragter jeg også som en af mine bedste sejre.
Hvordan ser du sportens udvikling for en defensivspiller?
– Jeg ser optimistisk på sportens udvikling for en defensivspiller, også selvom der nu spilles med plastikbolde, som ikke kan generere nær så meget skrue sammenlignet med celluloidbolden. Da vi overgik til den nye plastikbold, var min første tanke, at det ville være en stor ulempe for defensivspilleren, da defensivspilleren ikke vil kunne genere lige så meget underskrue i defensiven sammenlignet med celluloidbolden, også fordi defensivspilleren ikke vil modtage lige så meget skrue fra modstanderen. Jeg mærker dog ikke rigtig selv nogen forskel fra tidligere, og jeg synes også defensivspillere i verdenseliten leverer mere eller mindre samme resultater som tidligere.
Der er naturligvis altid en begrænsning ved at have lange knopper i forhold til, hvor meget skrue man kan generere, men der vil altid være spillere, der har svært ved at spille mod en defensiv spillestil, da det er meget anderledes at spille mod i forhold til en almindelig spillestil.
Om der vil komme en verdensmester i fremtiden, som spiller med lange knopper, har jeg min tvivl om, men den defensive spiller vil i min optik helt klart kunne begå sig i verdenseliten.
Hvad er det vigtigste i spillet for dig som defensiv?
– Det vigtigste for mig i en kamp er at variere så meget som muligt i form af skrue og placeringer og at komme ind med offensive forhåndsslag, når mulighederne byder sig. Jeg forsøger både at variere skruen med knoppen og på forskelligvis med forhånden for at gøre det så svært som muligt for modstanderen. Derudover forsøger jeg også en gang imellem at gå over bolden med knoppen for at skabe overraskelsesmomenter. Ligeledes roterer jeg nogle gange battet, hvis jeg blokerer med baghånden eller deffer med forhånden. Jeg prøver på forskellig vis at gøre det så ukomfortabelt for modstanderen som muligt, så jeg kan komme ind med mit offensive forhåndsspil.
Ved Ungdoms Top 12 den 14/3-2015 i Hirtshals Idrætscenter spillede Benjamin Sørensen, Søhøjlandet mod Mikkel Klint Stuhr, Brøndby. Se kampen her
Ved Sisu/MBK Aarhus Open 13/10-2018 spillede Benjamin Sørensen mod Simon Larsen. Se kampen her
Ved samme stævne (Sisu/MBK) spillede Benjamin Sørensen også mod kinesiske Shan Meng. Se kampen her
Læs artiklen ”En bold fra kvartfinalen” her