15-årige Jonathan Groth får en forsinket “julegave”, når han mellem jul og nytår deltager på herrelandsholdets træningslejr i Brøndby – her skal juniorlandsholdsspileren i fem dage prøve kræfter med bl.a. Michael Maze i træningsøvelserne.
En udfordring af de større for Jonathan Groth, der blot to dage efter seniorlejrens afslutning skal tilbage til Idrættens Hus, hvor seks dages træningslejr med herrejuniortruppen + deltagelse ved German Youth Open venter forude.
En anden overraskelse blandt de udvalgte 11 spillere er Claus Rasmussen, der gør come back i landsholdssammenhæng – langtidsskadede Martin Monrad er ligeledes blandt de udtagne spillere.
Lejren i de sidste dage af 2007 er første officielle skridt i træningslokalet frem mod VM, hvor Peter Sartz og Hu Wei Xin så småt skal begynde at forme holdet, der skal repræsentere Danmark ved holdverdensmesterskaberne i Kina til februar.
Træningslejren foregår i perioden 27.-31. december – der trænes i Idrættens Hus i Brøndby, og følgende spillere deltager på lejren:
SPILLERE
Michael Maze, Kvik Næstved
Finn Tugwell, Randers
Martin Monrad, Vedbæk
Jakob Asmussen, Århus
Christian Larsen, BTK 61
Claus Rasmussen, Køge Bugt
Kasper Sternberg, Albertslund
Morten Hyrup Rasmussen, OB
Jonathan Groth, Albertslund
SPARRING
Carsten Egeholt. Dragør
Robert Svensson, Plüderhausen