Sidste EM og VM

Allan Bentsen stopper sin internationale karriere efter EM i Århus og det efterfølgende individuelle VM i Shanghai…

Efter en snes år på landsholdet spiller Allan Bentsen sin sidste holdkamp på det danske bordtennislandshold ved Europamesterskaberne i Århus fra den 27. marts til den 3. april.

“Det går egentlig ganske godt for tiden, men beslutningen er taget, og jeg stopper på landsholdet efter EM og VM”, siger Allan Bentsen, som den 1. juni tiltræder et nyt job som breddekonsulent i DBTU og bosætter sig i Brøndby med sin kroatiske hustru Edeljiana og sin seks måneder gamle søn Nicki.
 
“Den store drøm er at slutte med en medalje i holdturneringen ved EM”, siger den 36-årige fynbo, der i de senere år har været bosiddende i Zagreb, hvor han har spillet for Vecernji List, der i år sensationelt er ved at kvalificere sig til semifinalen i Champions League. Allan Bentsen har vundet alle sine kampe i de sidste tre Champions League-kampe og blandt andet slået verdens nr. 13 Chen Weixing, Østrig (for første gang), Lucjan Blasczcyk, Polen (en af modstanderne i Danmarks første kamp ved EM), Zoltan Fejer Konnerth, Tyskland og Fedor Kuzmin, Rusland.

“Jeg har haft mange fantastiske år på landsholdet med bronzemedaljen ved EM i 2000 som højdepunktet. Mit bedste EM var i 2002 i Zagreb hvor jeg var i tre kvartfinaler. I både single og double tabte jeg til den senere mester. I single tabte jeg til Timo Boll, Tyskland, i double sammen med Finn Tugwell til Timo Boll og Zoltan Fejer Konnerth fra Tyskland og i holdturneringen tabte vi til Østrig”.

Allan Bentsen er en af de få idrætsmænd, der har været national mester i ikke færre end tre lande. Han har været svensk mester med Malmö FF tre gange – og de seneste tre år kroatisk mester med Vecernji List. Derudover har han været dansk mester for hold med Sisu/MBK, Esbjerg og Hørning – og har i alt vundet ikke færre end 28 danske mesterskaber.

Allan Bentsen har haft en atypisk karriere. Han begyndte først at spille bordtennis som 11-årig i Triton i Odense. Hans favoritsport var ellers fodbold, men en af hans skolekammerater fik ham til at stille op i en skoleturnering. Her blev Allan nr. 3 og vandt et håndklæde, og han syntes egentlig det var sjovere at han fik præmien end klubben.

Interessen var nu vakt og Allan gjorde nu hurtige fremskridt, selv om han startede i en sen alder. En undersøgelse blandt topspillerne i verden, viser at de bedste spillere er begyndt at spille i 9 års alderen.

Først i Allans sidste år som junior slog han for alvor igennem og kom på ungdomslandsholdet. Det blev til et nordisk mesterskab i juniordouble sammen med Lars Persson, Ølstykke og han blev nummer to i single efter Flemming Sunn, VRI, men han har aldrig vundet et dansk mesterskab for ungdom.

Allan Bentsen debuterede på det det danske landshold ved nordiske mesterskaber i Helsingfors i 1986 mod Sverige. Det er siden blevet til mere end 200 landskampe.

Allan Bentsen har det som god vin. Han bliver bedre og bedre med alderen. Som 33-årig nåede han højdepunktet som nr. 42 i verden og som nr. 22 i Europa efter hans tre kvartfinalepladser ved Europamesterskaberne i Zagreb i 2002. Hans sejre over Zoran Primorac, Kroatien og Damien Eloi, Frankrig lyser endnu klart i erindringen.

I denne sæson har Bentsen igen haft meriterende sejre. I Danish Open i november var han i kvartfinalen efter sejre over legenden Jan-Ove Waldner, Sverige og det nye svenske håb Jens Lundquist, Sverige og nåede igen op som nr. 44 i verden. Han er p.t. nr. 52 på verdensranglisten og nr. 29 i Europa.

Det har været en stor karriere. 20 år på landsholdet. Hans spillestil fra halvdistancen gør ham populær blandt tilskuere verden over, og hans væremåde gør ham til en populær og værdsat skikkelse i bordtennisverdenen. Nu skal han ud og arbejde på at få flere til at spille bordtennis i de danske bordtennisklubber.

“Det bliver et nyt liv, som jeg glæder mig meget til. Bordtennisinteressen er stærkt stigende i Danmark, og jeg håber at kunne bidrage til at endnu flere synes, at det er fedt at spille bordtennis”.

“Jeg fortsætter naturligvis med at spille. Jeg har en aftale med Werder Bremen om at spille i denne klub næste år uanset om det bliver i 2. eller 1. Bundesliga”, siger Allan Bentsen.
 

Facts om Allan Bentsen
Født den 21. august 1968
Danske mesterskaber: 28
Svenske mesterskaber hold: 3
Kroatiske mesterskaber: 3
Nordisk mesterskab ungdom: 1
Europamesterskaber: bronze hold i 2000

Dansk mester for hold med Sisu/MBK i 1988, med Esbjerg i 1989 og 1991, og i 1993 med Hørning.

Svensk mester for hold med Malmø FF i 1994, 1997 og 1998
Kroatisk mester for hold med Vecernji List i 2003, 2004 og 2005
 
Dansk mester i single 1991, 1992, 1993, 1994, 1995, 1996 og 1999

Dansk mester i double med Jan Harkamp i 1989, 1991, 1992 og 1993
Dansk mester i double med Finn Tugwell 2001 og 2002
Dansk mester i double med Martin Monrad i 1996, 1998, 1999, 2000, 2003 og 2004

Dansk mester i mixed double med Charlotte Polk (Gjeding) 1989, 1990 og 1992
Dansk mester i Mixed Double med Mie Skov i 2003 og 2004
 

Forfatter: Arne Madsen / Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 30 53 94 35
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk