Sidste udkald for OB

På billedet OB’s Morten Hyrup Rasmussen i en koncentreret servemodtager-udgangsstilling ved en international begivenhed. Foto: Rémy Gros.

Det er nu eller aldrig fristes man til at skrive, når man tager OB-brillerne på. I aften møder de nemlig mægtige Roskilde i herrernes anden DM-finale for hold. Domkirkebyen, der har vundet mesterskabet otte gange de seneste ni år, har sikret sig et godt udgangspunkt ved at vide det første opgør i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena med hele 5-1 foran ca. 380 tilskuere, hvor der endda var råd til at Michael Maze tabte til OB’s Daniel Reed.

“Vi skal have en rigtig god dag, hvor marginalkampene falder ud til vores fordel”, siger Asger Rasmussen, formand i OB. Han håber på, at cubanske Andy Pereira kommer et gear op i forhold til den første finalekamp, hvor han i følge formanden så lidt mærket og tung ud efter en lang flyvning fra Santiago i Chile til Danmark.
OB-formanden vil ikke udelukke at Rasmus Klein-Døssing, der tidligere på året gennemgik en mindre hofteoperation atter vil være at finde på OB-holdet.

I Roskilde-lejren melder den spillende sportschef Allan Bentsen ud, at han tror på nyt DM-guld allerede i aften. “Vi får nok ikke den samme solide opbakning, som på hjemmebane i onsdags, men det ser lovende ud og jeg tror på, at vi kan snuppe trofæet igen”, siger han.

Ny aftale med Zhai

Allan Bentsen kan desuden afsløre, at Roskilde har indgået en ny ét-årig aftale med kinesiske Yujia Zhai, som sportchefen ser som den bedste spiller i rækken. “Vi laver lidt om på flere ting næste år, men lige nu kan jeg blot sige, at jeg glæder mig over den nye aftale med Zhai”, siger Allan Bentsen, der i den første finalekamp vandt over Morten Hyrup Rasmussen. Han vil ikke afsløre holdopstillingen til aftenens kamp, og derfor heller ikke om der bliver plads til Finn Tugwell, der så det første finaleopgør fra bænken.

DM-finaler (herrer)
Onsdag den 13. april, 1. kamp
Roskilde – OB…..5-1
Yujia Zhai – Pontus Rööse, 3-0 (11-3, 11-5, 11-7)
Allan Bentsen – Morten Hyrup Rasmussen, 3-2 (8-11, 11-4, 9-11, 11-6, 11-7)
Claus Schou Nielsen – Andy Pereira, 3-1 (11-8, 7-11, 11-4, 11-8)
Michael Maze – Daniel Reed, 2-3 (11-9, 7-11, 13-11, 7-11, 5-11)
Yujia Zhai – Andy Pereira, 3-1 (11-4, 9-11, 11-4, 11-8)
Claus Schou Nielsen – Pontus Rööse, 3-1 (7-11, 11-6, 11-8, 11-5)

Fredag den 15. april, 2. kamp
19.00: OB – Roskilde, Odense Kasernehal.
Mandag den 18. april, evt. 3. kamp
19.00: OB – Roskilde, Odense Kasernehal.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk