Et point til Sisu/MBK
Årets første kamp for Sisu/MBK’s elite-herrer stod mod OB. Kampen blev afviklet i Viby’s lokaler, da vores aula er under renovering. Sidst holdet mødte OB i Odense annoncerede én af OB-spillerne i højtaleren at det ville være en sensation, hvis OB ikke fik alle 3 point. OB fik alle 3 point i første kamp, men i 2. kamp blev udtalelsen gjort til skamme, da Sisu/MBK var utrolig tæt på en overbevisende sejr.
1. runde:
Christopher Grymer lagde ud mod Poul B. Sørensen. På trods af god fight fra Christopher måtte han se sig slået med 3-0.
På det andet bord var der en maratonkamp i gang mellem Flemming Sunn og svenske Mikael Mathiason. Flemming havde godt fat i Mikael og viste storartet spil der gjorde Mikael frustreret. Flemming hev sejren hjem i 5. sæt.
Stilling: 1-1
2. runde:
Torben Rasmussen møder møder Morten Hyrup Rasmussen og vinder sikkert 3-0 uden problemer, hvilket fik Mortens temperament op på kogepunktet og fik ham til at fremsige gloser som ikke hører hjemme i en sportshal – i hvert fald ikke når der er børn tilstede.
Claus Pedersen mødte Mads Peter Jannings i en meget spændende og tæt kamp. Claus er foran 2-1 og har 2 matchbolde i 4. sæt som desværre bliver tabt. Efter flot spil af begge spillere i 5. sæt taber Claus 11-9. Ærgerligt – Claus havde fortjent at vinde den kamp og det viste sig også, at hvis Claus havde vundet den kamp havde Sisu/MBK formentlig lammetævet OB med 5-1, men sådan gik det desværre ikke.
Stilling: 2-2
3. runde:
Torben møder Mikael Mathiason og kommer rigtig godt fra start. 2-0 til Torben og Mikael er tydeligt frustreret. Mikael vinder 3. sæt inden Torben lukker kampen af med en sejr i 4. sæt.
Flemming møder den temperamentsfulde Morten Hyrup Rasmussen. Spillemæssigt finder Flemming ikke sit allerbedste spil frem, men han kæmper og fighter bravt og får sledet sig frem til en sejr på 3-1, hvilket får Morten til med stor fart at kaste sit bat i gulvet, for derefter at sparke til det – han ramte dog ved siden af ! Dette udløste et rødt kort til Morten, som han tydeligt var utilfreds med, hvilket han også fik meddelt dommeren.
Stilling: 4-2 til Sisu/MBK. Hermed var det ene point i hus. Nu skulle vi bare vinde én af de sidste 2 kampe, så var sejren og 3 point hjemme.
4. runde:
Christopher møder Mads Peter Jannings og kæmper og fighter igen godt. Med lidt held kunne Christopher have vundet 1. sæt. Christopher taber også 2. sæt. I 3. sæt har Christopher 2 sætbolde, men taber dem og dermed har Mads Peter vundet 3-0.
Nu var det så op til Sisu/MBK’s mest erfarne spiller at sørge for at sikre alle 3 point til Sisu/MBK.
Claus Pedersen møder Poul B. Sørensen i den afgørende kamp. Claus er ikke udpræget begejstret for Pouls spil og samtidig var en skade brudt frem i Claus’ højre arm (vistnok slidgigt, som kan vise sig efter man har spillet topbordtennis i 50 år). En skadet Claus kunne ikke stille noget op mod en godt spillende og sikker Poul, så Poul vandt fortjent kampen 3-1.
Stilling: 4-4
Så skulle der spilles en double for at afgøre hvem der skulle tage hjem med hhv. 2 point og 1 point. Pga. sin skade måtte Claus trække sig fra doublen og overlade pladsen til de 2 venstrehåndsspillere Torben og Flemming.
De fik en god start med flot spil og vandt 1. sæt for derefter at tabe 2. sæt. 3. sæt blev også vundet af Sisu/MBK og satte OB under et stærkt pres, hvilket måske var årsagen til at OB fremviste knap så sympatiske træk, ved pludselig i 4. sæt i sidste og afgørende kamp, at påstå at Torbens bat ikke var lovligt.
OB påstod også at Flemming havde haft en dobbeltberøring, men heldigvis også her stod dommerne fast på deres kendelse om at det var der ikke. Vi håbede, at disse tydelige frustrationer hos OB ville komme Sisu/MBK til gode, men desværre vandt OB både 4. og 5. sæt. Flot spil af Torben og Flemming, men desværre manglede der lige det sidste.
Stilling: 5-4 til OB og dermed kunne OB tage hjem til Fyn med 2 point i bagagen og overlade et enkelt point til Sisu/MBK. Et flot resultat af drengene, men ærgerligt, når vi var så tæt på en 5-1 sejr.
—
Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder om både denne og sidste sæson…