Sisu/MBK v Virum-Sorgenfri

Knebent nederlag til Sisu/MBK
Med det yderste af fingerspidserne hev Virum sejren hjem 5-4 i nedrykningskampen den 9. marts 2008 i Århus.

Kunstnerne holdt påskeudstilling på Sisu/MBK’s sædvanlige hjemmebane, så kampen blev afviklet i Bellevuehallen. Rammerne var i orden og 50 tilskuere var mødt frem, trods det at en del var til stævne i Brøndby eller med vores elitedamer, som spillede kamp i Ballerup.

1. runde:
Torben lagde ud mod Lars Hauth. Lars er vendt tilbage efter en længere pause. Hvad han har lavet i den pause vides ikke, men han kan umuligt have ligget på den lade side, for han virkede ret skarp. Kampen bød på masser af flot spil, men Lars trak sig sejrsrigt ud af kampen med sætcifrene 3-1.

Flemming mødte Henrik Vendelbo i en tæt kamp og Flemming vandt i 5. sæt.

Stilling: 1-1

2. runde:
Claus Pedersen mødte den defensive spiller Martin Bremer. Claus får godt gang i de skruede loop og vinder rimeligt sikkert de 2 første sæt, men får problemer i 3. sæt som Claus dog alligevel vinder 16-14.

Unge Tobias Lau møder Jannik Larsen og Tobias vinder 1. sæt. De 2 næste sæt vinder Jannik, ligesom Jannik vinder 4. sæt 13-11 efter Tobias havde fået lidt gummiarm.

Stilling: 2-2

3. runde:
Claus P. møder Lars Hauth og Claus vinder første sæt, men så finder Lars skarpheden frem og viser ingen nåde i de næste 3 sæt.

Torben møder Bremer. Det er en vigtig kamp som skal vindes, hvis Sisu/MBK skal gøre sig håb om en samlet sejr. Bremer vinder nemt 1. sæt, men de efterfølgende sæt er utrolig lige. I 5. sæt er Torben foran 10-6 og sejren synes at være i hus, men så gik der lidt gummiarm i den og Bremer fik udlignet til 10-10, men så tilsmilede heldet Torben og han vandt kampen 12-10.

Stilling: 3-3

4. runde
Holdkampen trak ud og det valgte Flemming at gøre noget ved. Flemming vandt hurtigt og klart 3-0 over Jannik efter mange gode og flotte prikdueller :o)

Så skulle Tobias i kamp mod Vendelbo. Hvis Tobias vandt, ville Sisu/MBK vinde holdkampen. Tobias kom godt fra start og var hurtigt foran 8-3, men så fandt Vendelbo et ekstra gear frem og fik udlignet til 8-8 og vandt herefter sættet 12-10. Vendelbo vinder også 2. og 3. sæt.

Stilling: 4-4

Nu skulle der en double til at afgøre, hvem der skulle vinde holdkampen. Claus P. og Flemming Sunn mødte Lars Hauth og Henrik Vendelbo. Sisu fighter sig til en sejr i 1. sæt, men må se sig slået i de efterfølgende 3 sæt, så Virum bliver samlet vinder af holdkampen 5-4. Ærgerligt for Sisu/MBK, når vi var så tæt på.

Den næste kamp spilles lørdag den 15. marts 2008 i Virum.

Slutresultat: 4-5

Spillerne vandt flg. antal kampe:

Sisu/MBK – Virum Sorgenfri
Torben 1 Lars 2
Claus 1 Martin 0
Flemming 2 Henrik 1
Tobias 0 Jannik 1

På dbtu.dk kan man under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne læse meget mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og sidste sæson…

Forfatter: Sisu/MBK
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk