“Skallen har været i orden”

 

EM FOR UNGDOM 2007 BUTTERFLY FTZ ETTU

14-årige Jonathan Groth var tæt på at blive den helt store overraskelse ved EM for Ungdom 2007 – ikke kun set med danske øjne, men også set i et internationalt perspektiv.

Adskillige nationers spillere og coaches – og de slovakiske tilskuere – har lagt mærke til den danske drengespiller, der småsensationelt spillede sig i medaljekampen i singleturneringen i Bratislava.

Det blev til lige ved og næsten for Jonathan, og de sidste dages oplevelser har naturligvis præget den unge dansker:

”Lige nu er jeg skuffet, men det skal man jo være, når man lige har tabt en kvartfinale, men jeg er også rigtig glad for de mange gode kampe jeg har spillet, og hvor spillet har kørt”, siger Jonathan med blandede følelser – og fortsætter:

”Jeg nåede længere end forventet, og det er jeg selvfølgelig glad for – men selv om jeg ikke har tænkt på medalje undervejs, er det da ærgerligt at være så tæt på”.

Ærgerligt var det også, at Jonathan sammen med navnebror Stonor røg ud i første runde i Drenge Double – i holdturneringen havde parret kun tabt en enkelt kamp, men i 1. runde gik det helt galt mod et slovakisk par:

”Det var ret skuffende at tabe på den måde – vi var slet ikke klar, da det gjaldt”, siger den ene halvdel af doubleparret.

”Vi lagde måske for pres på os selv pga. de gode resultater i holdturneringen, og så fyldte det nok også en del at vi skulle have mødt det topseedede par i næste runde – måske var vi allerede ved den kamp i tankerne”.

Efter “fyraften” lørdag i Bratislava er der ingenlunde tid til ferie for den travle drengespiller – direkte efter UEM i den slovakiske hovedstad går det mod den serbiske ditto, hvor Beograd fra søndag er det midlertidige hjem for Jonathan.

Her afvikles OL for Ungdom 2007, hvor Jonathan Groth, Jonathan Stonor og coach Poul Sørensen er en del af den 43 idrætsudøvere store trup, som Danmark sender afsted.

“Det bliver hårdt, men jeg ser frem til det alligevel – det er jo kæmpestort med flere tusinde deltagere fra hele verden, så jeg glæder mig til det, selvom jeg er træt”, siger en forventningsfuld OL-deltager.

I det hele taget har Jonathan haft et yderst hårdt program de sidste to måneder, der har budt på følgende opslidende program for den kun 14-årige drengespiller:

Polish Youth Open, Six Nations på hjemmebane i Ishøj, NETU Youth Championships i Tallinn, to ugelange træningslejre i England og Danmark, og nu 10 dages UEM efterfulgt af endnu en uge til Ungdoms-OL.

“Det er hårdt nogle gange, men 95% af tiden er det sjovt at være afsted – både på træningslejre og til stævner”, siger Jonathan, der har fået belønnet indsatsen med masser af flotte resultater med holdsejr i Ishøj og individuel sejr i Tallinn, og kvartfinaler ved Six Nations og UEM:

“Jeg har spillet godt, og skallen har været i orden hele tiden, hvilket ikke er tilfældigt, da vi har arbejdet meget med netop det – de gode resultater har været med til at holde humøret og gejsten oppe”, slutter Jonathan Groth, inden det er sengetid for ham og Jonathan Stonor, der søndag drager videre til næste stop på sin egen lange europæiske bordtennistour; Beograd og OL for Ungdom 2007…

Læs mere om EM for Ungdom 2007 ved at følge linket – og læs meget mere om ungdomslandsholdsarbejdet under Landshold -> Ungdom

 

Forfatter: DBTU
Kontaktperson tlf.: 29 62 35 05
Kontaktperson e-mail: mads.sorensen@dbtu.dk