DBTU har brug for flere personer til arbejdsgruppen for Skole OL
Er du den, der underviser lærere, forsker inden for didaktik eller fungerer som faglærer, så har Skole OL brug for din viden og erfaring til et spændende uddannelsesprojekt.
Skole OL er Danmarks officielle olympiske skoleaktivitet for børn bestående af konkurrencer i forskellige sportsgrene, bl.a. bordtennis for 4. – 7. klassetrin.
Fælles for alle konkurrencer i Skole OL er, at det er HELE klassen, der konkurrerer sammen som et hold.
Skole OL hylder de olympiske værdier, heriblandt venskab, samarbejde og fairplay, og alle klasser, som går videre, mødes til et gigantisk Skole OL-finalestævne i Aarhus. For at bordtennis kan blive en del af skolebørns bevidsthed og del af Skole OL programmet, søges endnu et par frivillige til arbejdsgruppen, som sammen med de andre i arbejdsgruppen og DBTU’s udviklingskonsulent Poul Danborg udvikler læreruddannelsen og undervisningsforløb. Den overordnede idé med uddannelsen er, at lærerne opnår kompetencer til at undervise i bordtennis og aktiviteter i et 4-6 ugers forløb op til kvalifikationsstævnet.
Konkret skal der udvikles tre dele:
– en 1/2-dagsuddannelse med lærevejledning, som sætter læreren i stand til at tilrettelægge og kunne forestå undervisning for børn fra 4. – 7. klasse.
– uddanne DBTU’s underviserstab, der løbende kan tage rundt i landet og uddanne lærere.
– udvikle et 4-6-ugers forløb, så læreren let kan komme i gang med at undervise eleverne.
Der indgås en kontrakt på opgaven, og der tilbydes honorar jf. DBTU’s takster for udvikling af undervisningsmateriale.
Ideen med at udarbejde en uddannelse for læreren er dels at styrke lærerens kompentecer, dels at lette forberedelsesarbejdet for læreren og at sætte mere fokus på kvalitet i aktiviteten til kvalifikationsstævnet.
Arbejdsgruppen har 4 andre delmål: Organisering, Markedsføring, Aktivitetsudvikling og Klubsamarbejde.
Det er en fordel, hvis du har lidt kendskab til bordtennis, men bestemt ikke en forudsætning, da underviserstaben er fra bordtennismiljøet.
Du kan læse mere om Skole OL her.
Jeg glæder mig til at høre fra dig, og du er velkommen til at kontakte mig.