Roskilde Bordtennis er færdige i Champions League 2009/10 – i den anden kvartfinale besejrede de forsvarende klubeuropamestre, tyske Borussia Düsseldorf, de danske CL-kvartfinaledebutanter med 3-1, og vandt dermed samlet med 6-3.
Timo Boll lagde ud med at slå tilbagevendte Michael Maze med 3-0 efter to tætte sæt og et ikke helt så tæt – herefter bragte Oh Sang-Eun det danske mesterhold tilbage i holdkampen, da han via 0-2 slog Christian Süss med 3-2 og dermed udlignede til 1-1.
Sportsdirektør Allan Bentsen havde sat sig selv på holdet til aftenens kvartfinale, og derved skubbet Finn Tugwell ud på bænken, og det var ikke langt fra at give sejrsmæssig pote – veteranen førte både 1-0 og 2-1 over Seiya Kishikawa, men måtte til sidst bøje sig mod den talentfulde japaner.
Boll lukkede holdkampen ved at revancere sig mod Oh, som havde besejret det tyske es i den første kvartfinale i Roskilde – i Düsseldorf blev det 3-0 til tyskeren, og dermed var Maze, Bentsen, Tugwell og Oh sendt ud af Champions League for denne gang…
BORUSSIA DÜSSELDORF – ROSKILDE BORDTENNIS: 3-1
Timo Boll – Michael Maze: 3-0 (13-11, 13-11, 11-2)
Christian Süss – Oh Sang-Eun: 2-3 (11-7, 11-4, 9-11, 7-11, 9-11)
Seiya Kishikawa – Allan Bentsen: 3-2 (8-11, 11-8, 10-12, 11-5, 11-6)
Boll – Oh: 3-0 (11-8, 11-9, 12-10)