Der er nu otte spillere tilbage i de to singlrækkker ved årets DM for Senior – de sidste kvartfinaler indeholdt to “små sensationer” på damesiden:
Den tidligere “ungdomsstjerne”, Sabine Borre Larsen slog den semifinaleseedede Pernille Søndergaard, der stillede småskadet op til mesterskaberne – det blev 4-1 til Larsen.
Izabell Nørlem fik en endnu flottere skalp, da hun slog den finaleseedede Pernille Agerholm – efter en tæt kamp, med syv tætte sæt, trak Nørlem det længste strå med 11-9 i afgørende sæt.
Overraskelserne mødes nu i den ene semifinale – i den anden mødes Mie’erne Skov og Jacobsen.
På herresiden var der til gengæld ingen overraskelser – Finn Tugwell og Martin Monrad spillede sig planmæssigt i semifinalen, hvor de nu mødes.
Tugwell besejrede Mikkel Hindersson, hvor 0-1 blev til 4-1 og en sikker favoritsejr – Monrad overkom Morten Hyrup, ligeledes efter fem sæt, hvoraf de første tre var tætte, men hvor Monrad til sidst var sikker vinder.
Søndagens semifinaler hedder dermed Tugwell v Monrad og Allan Bentsen v Christian Larsen.
14:45 | 2 x Mie, Bønne & Bentsen
De første DMS-singlekvartfinaler er nu afviklet i Kerteminde – to hos damerne, to hos herrerne.
Hos damerne er Mie’rne, Skov og Jacobsen klar til semifinalerne – og noget overraskende var det den topssedede storfavorit, Mie Skov, der havde det sværest i sin kvartfinale mod Rikke Jensen, der førte 2-0, inden Skov vandt de fire sidste sæt og dermed kampen.
16-årige Mie Jacobsen vandt til gengæld helt uden problemer mod veteranen Susanne Pedersen, der blev besejret med 4-0, og “belønningen” er en semifinale mod navnesøster Skov.
Hos herrerne viste veteranen, 40-årige Allan Bentsen storform i sin kvartfinale, hvor Kasper Sternberg blev besejret 4-0 – Bentsen vandt i sidste weekend Roskilde Grand Prix, og er en livsfarlig outsider til at tage sin 9. singletitel i Kerteminde.
I semifinalen venter Christian Larsen, der i en ren Dragør-kvartfinale slog Morten Knudsen – det blev 4-1 til “Bønne”, der dermed er sikker på sin anden DM-singlemedalje på to år.
13:15 | Alle på plads
Alle kvartfinalister i Herre Single er nu på plads ved DM for Senior2009 – de sidste fire 1/8-finaler havde en overlegen vinder, en walk over og to tætte kampe mellem ungdom og rutine.
Finaleseedede Finn Tugwell vandt let sin 1/8-finale over Rasmus Klein-Døssing med 4-0, mens en anden højt seedet spiller, Martin Monrad fik en friformiddag i Kerteminde, da hans modstander, juniorlandsholdsspilleren Tobias Lau, måtte trække sig med sygdom.
Førsteårsjunioren Mikkel Hindersson var nede med både 0-1 og 1-2, inden han efter en tæt kamp slog fredagens overraskelse fra kvalifikationsturneringen, Jesper Møller med 4-2.
Den lokale seedede spiller, Morten Hyrup havde også problemer i sin 1/8-finale mod Kim Høgsberg, der førte 2-1, og havde sætbolde til udligning 3-3, inden Hyrup lukkede kampen og vandt 4-2.
Under DM for Senior kan nu ses samtlige resultater fra DMS 2009 , læse alle DM-nyheder, samt besøge arrangørklubben Kerteminde BC…
12:15 | Bønne slog Groth
Halvdelen af DM-kvartfinalisterne i Herre Single er nu fundet i Kerteminde – Morten Knudsen, Kasper Sternberg, Allan Bentsen og Christian Larsen er alle kvartfinaleklar.
Sidstnævnte vendte 0-1 til 4-1 mod stortalentet Jonathan Groth i det mest interessante opgør i 1/8-finalerne – “Bønne” var sikker vinder efter 0-1 og 4-8 blev vendt til 4-1.
Også Sternberg var bagud 0-1 i sin 1/8-finale, men vendte også her til 4-1 mod veteranen Carsten Egeholt, der fredag fyldte 44 år – Egeholt er med ved DM for 30. gang i træk!
Under DM for Senior kan nu ses samtlige resultater fra DMS 2009 , læse alle DM-nyheder, samt besøge arrangørklubben Kerteminde BC…
11:15 | Begrænset spænding
Det blev til lutter favoritsejre i 1. runde af Dame Single ved DM for Senior 2009 – Pernille Søndergaard, Izabell Nørlem, Rikke Jensen og Susanne Pedersen kvalificerede sig alle til DM-kvartfinalerne.
De fire førsterundevindere tabte tilsammen kun to sæt (Jensen v Jette Vieg, 4-2) – den på forhånd mest interessante kamp stod mellem mesterskabernes yngste spiller, 13-årige Simone Dueholm og den ældste, 56-årige Susanne Pedersen, hvor sidstnævnte vandt en klar sejr på 4-0.
6/3 – 21:30 | HS-lodtrækningen klar
De danske mesterskaber i bordtennis startede fredag med kvalifikationskampe til herre single. Her er der nu 16 spillere tilbage. 1/8 finalerne i morgen spilles mellem følgende:
Morten Knudsen, Dragør BTK – Lars Hauth, OB Bordtennis
Jonathan K. Groth, Køge Bugt – Christian K. Larsen, Dragør BTK
Kasper Sternberg Sjelle, BTK Vedbæk – Carsten Egeholt, Hillerød GI
Jakob Asmussen, Århus BTK – Allan Bentsen, Roskilde Bordtennis
Martin Monrad, BTK Vedbæk – Tobias Stemann Lau, Århus BTK
Kim Høgsberg, Dragør BTK – Morten Hyrup Rasmussen, OB
Mikkel Hindersson, Albertslund IF – Jesper Møller, Hillerød GI
Rasmus Klein-Døssing, OB Bordtennis – Finn Tugwell, Roskilde Bordtennis
I dame single spilles første runde kl. 10.30. Her mødes stævnets ældste og yngste spiller. Den tolvdobbelte mester Susanne Pedersen, 56 år møder den 13-årige Simone Dueholm fra Brøndby.
Mie Skov, Roskilde er stævnets største favorit, og det er svært at se hvorledes hun kan undgå at stå øverst på skamlen søndag eftermiddag.
—
Under DM for Senior kan nu ses resultater, lodtrækning og kamprækkefølge til samtlige rækker – derudover kan ses deltager- og seedningslister, se alle DM-vindere fra 1943 og frem, læse alle DM-nyheder, samt besøge arrangørklubben Kerteminde BC…