Sommertour – godt i gang

Sommeren er godt i gang, det regner alt er som det plejer – og dog!

Vi er nemlig ude i den danske sommer og spille bordtennis med familien Danmark på ferie.

Jeg har nu været på Rønbjerg feriecenter, Nyborg strandcamping og Bøsøre familiepark og camping.

Rønbjerg:
Et stort feriecenter i det vestjyske. Vi var på besøg på centeret, fredag den 25. – søndag den 27. juni. Jeg fik assistance af Christian Theilmann fra SISU/MBK, han kunne godt se det sjove i at tage en weekend ud af kalenderen og lave nogle gode bordtennis oplevelser for familier på ferie (samtidig var der jo mulighed for at bruge fritiden i det fantastiske vandland)
På grund af den danske sommer (regnvejr), stillede vi op inden døre i en stor sportshal. Vi medbragte to almindelige borde, et midibord, derudover stod der et bord hvor der kunne spilles mod robotten.
Når vi er af sted, er der ingen tvivl om at det er robotten der er interessant. Så snart den er stillet op, og begynder at køre, er der straks interesse for at prøve den.

Højre eller venstre hånd?
Der skete noget helt utroligt i denne weekend. En dreng stiller sig op, og begynder at spille mod robotten (højrehåndet). Han modtager boldene i forhånden, og spiller kontra. Så siger jeg til ham, at robotten nu vil spille boldene i den anden side af bordet (Baghånden). Det havde han ikke nogle problemer med, han tog bare battet i den anden hånd, og spillede så med venstre hånd i stedet!!
Jeg var rystet, det har jeg aldrig oplevet før. Næste morgen skete præcis det samme med en svensk pige!!

Vi åbnede for spil, fredag aften, to gange lørdag og en gang søndag. Især lørdag og søndag var der gang i den. Fra vi åbnede til vi lukkede var der stort set hele tiden nogle der gerne ville prøve at spille mod robotten, hen over weekenden var der i alt ca. 100 personer der prøvede. Derudover var der rigtig mange, der spillede mod hinanden på de andre borde.

Nyborg:
På grund af vejret var her ikke helt så mange campister som normalt. Pladsen har et udendørs bordtennisbord stående fast, og det bliver altid brugt flittigt. På vej til Nyborg var jeg noget skeptisk, det regnede og blæste generelt meget – ville der være mulighed for at lave noget som helst?
Svaret kom dog hurtigt, jeg havde kun lige åbnet traileren, da jeg blev mødt af en lille gut på 9-10 år, han spurgte ”Er det dig der skal lave bordtennis?” – og JA det var det jo. Så tilbød han at hjælpe med at tømme traileren, og stille tingene op.
Her skete det samme som alle de andre steder – i samme øjeblik robotten begyndte at køre stod der straks en flok børn, der gerne ville prøve. 2,5 time senere blev jeg tvunget til at pakke sammen. Det regnede så kraftigt, at jeg var nervøs for robotten, indtil da havde den kørt konstant.
I alt var der ca. 30-35 der prøvede robotten, og rigtig mange der morede sig, blot ved at kigge på.

Bøsøre:
Her havde de valgt at kalde dagen for ”Bordtennisdag” fordi DBTU kom forbi – herligt!
De har både inde-/ og udendørs bordtennisbord. Jeg valgte at sætte robotten op indendørs, så kunne vejret i hvert fald ikke drille. Kl. 11.30 stod de første klar (jeg skulle starte kl. 12.00) – og indtil kl. 15.00 hvor jeg lukkede, stod der konstant 3-5 børn og voksne i kø for at spille mod robotten.
Der var op til flere familier, hvor både far og søn prøvede, og jeg er sikker på at der efterfølgende er blevet udkæmpet nogle drabelige dyster om, hvem der er familiens bordtennis-mester.
Ca. 40 personer prøvede at spille mod den drilske maskine, det er især sjovt, når den skyder 100 bolde ud i minuttet!

På de tre første besøg har næsten 200 børn og voksne altså fået en sjov oplevelse med bordtennis, derudover har vi profileret sporten for rigtig mange. På alle stederne har der været hængt plakater op, som fortalte at Dansk BordTennis Union kom på besøg med robotten.

I den kommende weekend tager jeg til Sønderborg camping, her er der ca. 1.200 besøgende pga. den årlige ringriderfest – så det skal nok blive sjovt.

Nu håber jeg bare på bedre vejr til den resterende del af sommertouren.

Anders Kliver
Breddekonsulent

Forfatter: Anders Kliver
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 11
Kontaktperson e-mail: anders@dbtu.dk