Sophie Walløe vandt sølv

På billedet Sophie Walløe ved Para-EM i Lasko. Foto: Parasport Danmark.

I en gentagelse af EM-finalen for to år siden var den paralympiske mester Natalia Partyka en for stor mundfuld for Sophie Walløe. Danskeren, der ellers havde spillet sig i finalen i suveræn stil ved at kun at smide ét sæt undervejs i turneringen, tabte klart første sæt 11-3. Selvom hun kom meget bedre med i andet og tredje sæt, var hun dog ikke for alvor tæt på at true verdensetteren fra Polen, der tog sættene 11-8 og 11-8.

– Jeg spillede egentlig en god kamp. Hun er stadig en klasse over mig, og hun er mere rutineret. Men jeg gav hende kamp til stregen i dag. Overordnet er jeg rigtig tilfreds med min turnering, og jeg har nået mit mål. Jeg er rigtig glad for sølvmedaljen, siger Sophie Walløe.

For Peter Rosenmeier bød lørdagen til gengæld på en grim overraskelse. Danskeren var storfavorit i sin kvartfinale mod rumænske Bobi Simion, der er nr. 11 i verden, men efter 11-9 i første sæt gik det galt. Rosenmeier tabte de efterfølgende to sæt 11-8 og 11-8, og bedste som han ellers var ved at vende kampen igen i fjerde sæt, lavede Simion 8-10 om til 12-10.

– Det er hårdt lige nu. Jeg møder en mand, der spiller godt i dag, og jeg kan ikke helt få det til at hænge sammen. Jeg er langt nede, kommer så tilbage og føler, at jeg har fundet recepten på det. Men så laver jeg to dumme returbolde, og så falder det sammen for mig. Det er træls. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har lagt mig i en kvartfinale. Vi må evaluere på det. Der er jo en grund til, at det ikke spiller for mig, og det må vi tage fat på, siger Peter Rosenmeier.

Både Sophie Walløe og Peter Rosenmeier er tilbage i aktion søndag, hvor holdturneringen ved EM starter.

Lørdag, 30. september, slutspil
Kl. 9.45 Semifinale (bord 6): Sophie Walløe – Ümran Ertis (Tyrkiet) 3-1
Kl. 10.30 Kvartfinale: Bobi Simion (Rumænien) – Peter Rosenmeier, 3-1
Kl. 12.50 Finale: Natalia Partyka (Polen) – Sophie Walløe, 3-0

Fredag

Forud for sin kvartfinale havde Sophie Walløe (klasse 10) endnu ikke afgivet sæt ved EM i parabordtennis, og den imponerende statistik var tyrkiske Hilal Turkkan ikke i nærheden af at true i kampen om en semifinalebillet. Den 17-årige dansker kørte sikkert de tre sæt hjem med 11-6, 11-7 og 11-6.
I semifinalen lørdag kl. 9.45 møder hun verdens nr. 7, Ümran Ertis fra Tyrkiet, som hun senest nedlagde i tre sæt ved de Paralympiske Lege i Rio 2016. De to stod også over for hinanden i EM-semifinalen i Vejle i 2015, og ved den lejlighed vandt Sophie Walløe en nervepirrende kamp i fem sæt.
Peter Rosenmeiers kvartfinalemodstander (klasse 6) blev også fundet fredag, og den danske PL-guldvinder møder rumænske Bobi Simion kl. 10.30.
For Thea Amalie Nielsen og Martin Lund (begge klasse 10) blev fredagens gruppekampe endestationen i singleturneringen ved EM. Ümran Ertis slog Thea Amalie Nielsen 3-1, mens polske Igor Misztal sendte Martin Lund ud med et 0-3 nederlag.
Begge mesterskabsdebutanter er med igen, når holdturneringen ved EM starter søndag. Her bliver Thea Amalie Nielsen makker med Sophie Walløe, mens Martin Lund og Peter Rosenmeier udgør den danske herreduo.

Fredag, 29. september, gruppespil
Kl. 14.15 (bord 8) Thea Amalie Nielsen – Ümran Ertis (Tyrkiet) 1-3
Kl. 17.15 (bord 7) Martin Lund – Igor Misztal (Polen) 0-3
Thea og Martin er dermed begge færdige i singleturneringen.

Fredag, 29. september, slutspil
Kl. 21.00 (bord 12) Sophie Walløe – Hilal Turkkan (Tyrkiet) 3-0

Torsdag

Begge danske medaljefavoritter var torsdag overlegne i deres indledende puljekampe ved EM i Lasko, Slovenien. Peter Rosenmeier (klasse 6) lagde ud fra morgenstunden med en 3-1 sejr over Valentin Kneuss fra Schweiz, mens Sophie Walløe (klasse 10) i overbevisende stil slog tyske Marlene Reeg 3-0 i sæt.
I aftenens anden puljekamp bookede Sophie Walløe sin kvartfinalebillet ved at slå verdens nr. 10, Ioana Tepelea fra Rumænien, med endnu en sikker 3-0 sejr.

– Mit spil fungerede godt. Det var lidt en tung start, men sådan er det altid til et mesterskab. Der er lige nogle nerver, der skal væk. Men jeg har spillet godt, og jeg er rigtig glad for at være i kvartfinalen, siger Sophie Walløe, der spiller kvartfinale fredag aften kl. 21.00.

Peter Rosenmeier kunne med en sejr i sin anden puljekamp sikre sig en hviledag fredag, og den var danskeren tilsyneladende indstillet på at gøre sig fortjent til. I hvert fald blev briten Martin Perry hurtigt besejret 3-0, og Rosenmeier sidder dermed over i fredagens ottendedelsfinale.

– Jeg har det rigtig godt, og det er fedt med en hviledag i morgen. Momentvis var spillet rigtig godt i dag, og jeg håber, jeg kan blive ved med at forbedre mig. Så kan det blive rigtig sjovt, siger Peter Rosenmeier, der spiller kvartfinale lørdag kl. 10.30.

Thea Amalie Nielsen og Martin Lund (begge klasse 10) fik torsdag mesterskabsdebut mod nogle af verdens bedste spillere. 16-årige Thea Amalie Nielsen måtte efter fem tætte sæt se sig slået af Israels Karmit Dor, der er 6’er i verden. Hun er derfor tvunget til at vinde fredagens puljekamp mod tyrkiske Ümran Ertis, hvis hun skal videre til slutspillet.

– Jeg ville ønske, jeg kunne tage de sidste bolde om, for jeg følte egentlig, at jeg havde et godt tag på hende (Karmit Dor, red.). Det var sjovt at spille, og jeg gjorde det fint, men desværre bliver jeg for passiv til slut, og min serv volder mig problemer, siger den danske debutant, der spiller igen fredag kl. 14.15.

Danmarks anden EM-debutant, 24-årige Martin Lund, lagde ud med at tabe 0-3 til franske Mateo Boheas, der er nr. 4 på verdensranglisten. Kampen var dog tættere end sætcifrene antyder, og danskeren tog revanche ved at vinde aftenens sene opgør mod Yagiz Engin fra Tyrkiet med 3-0.

– Jeg står med en god følelse. Jeg er glad for at være her, mit spil fungerer okay, og jeg har haft styr på nerverne. Nu går jeg selvfølgelig efter at vinde den sidste puljekamp i morgen, så jeg kan spille mig i ottendedelsfinalen, siger Martin Lund, der er i aktion mod polske Igor Misztal kl. 17.15.

Singleturneringen ved EM bliver afgjort lørdag.

Torsdag, 28. september
Kl. 09.45 (bord 6) Peter Rosenmeier – Valentin Kneuss (Schweiz) 3-1
Kl. 10.30 (bord 12) Sophie Walløe – Marlene Reeg (Tyskland) 3-0
Kl. 11.15 (bord 6) Thea Amalie Nielsen – Karmit Dor (Israel) 2-3
Kl. 13.30 (bord 9) Martin Lund – Mateo Boheas (Frankrig) 0-3
Kl. 18.00 (bord 7) Sophie Walløe – Ioana Tepelea (Rumænien) 3-0
Kl. 18.45 (bord 7) Peter Rosenmeier – Martin Perry (Storbritannien) 3-0
Kl. 21.45 (bord 10) Martin Lund – Yagiz Engin (Tyrkiet) 3-0

Onsdag

Peter Rosenmeier (klasse 6) er første dansker i aktion ved EM i Slovenien, når han kl. 9.45 torsdag indleder jagten på endnu en stor titel mod Valentin Kneuss fra Schweiz. Ligeledes torsdag gælder det et opgør mod briten Martin Perry, og trækker danskeren sig sejrrigt ud af begge dueller, er han direkte videre til lørdagens kvartfinaler. Den danske PL-guldvinder fra Rio 2016 forventer dog tætte kampe mod verdensranglistens nr. 20 og 24, der begge har voldt ham problemer tidligere.

– Spillemæssigt ligger de ikke så godt til mig, og især Martin Perry har udviklet sig til at blive en rigtig farlig modstander i år. Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre lodtrækning, men selvfølgelig skal jeg slå dem, hvis jeg skal vinde EM. Det bliver godt at komme i gang, siger Peter Rosenmeier.

Sophie Walløe, Thea Amalie Nielsen og Martin Lund (alle klasse 10) tager også fat på gruppespillet torsdag, og for de to sidstnævnte venter en særdeles vanskelig mesterskabsdebut. 16-årige Thea Nielsen, der først onsdag blev klassificeret, indleder med et opgør mod verdens nr. 6, israelske Karmit Dor, mens Martin Lund møder franske Mateo Boheas, der er 4’er på verdensranglisten.

– Det bliver meget spændende og selvfølgelig svært for både Thea og Martin, men jeg glæder mig til at se, hvor de står. Ingen tvivl om at Thea først og fremmest er med for at lære, men på sigt håber vi, at hun kan være med i toppen. Martin er lidt ældre (24 år, red.) og han skal vise, at han er klar til at bide skeer med nogle af de bedste spillere i Europa, siger Christoffer Petersen.

Sophie Walløe spiller sin første EM-kamp torsdag kl. 10.30 mod Ioana Tepelea fra Rumænien, der ligger fem placeringer under danskeren på verdensranglisten som nr. 10.

Der er livestreaming fra alle 12 borde: Livestreaming

Se indslag på DRs hjemmeside her
Se den officielle EM-hjemmeside her

Christoffer Petersen, landstræner i parabordtennis kan kontaktes på christoffer.petersen@dbtu.dk, tlf.: 22 64 00 78.

De danske para-atleters Facebook-side

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 51 27 17 60
Kontaktperson e-mail: jla@parasport.dk