I gårsdagens runde i den svenske elitserie, fik Kasper Sternberg fornøjelsen af den levende legende, Jan-Ove Waldner. Svenskeren er vendt tilbage til Sporvägen efter de sidste mange år at have spillet i den tyske bundesliga, og mange var på forhånd spændt på hvilket niveau Waldner ville tage med sig hjem.
Uanset niveau, så fik legenden en ganske stor øretæve af den danske landsholdsspiller. I holdkampens første kamp vandt Kasper forholdsvis let med 11-6, 11-9, 11-6 og mon ikke Kasper er godt tilfreds med netop den sejr…!? På telefonen fra Stockholm siger Kasper: “Super fedt at slå kongen! Jeg spillede godt, men han virkede som én der ikke havde været voldsomt meget i træningslokalet. Anyway, så er det fedt at have mødt ham og slået ham!” Kasper og resten af Eslöv vandt i øvrigt kampen med 3-1 og fik dermed oprejsning fra sidste rundes noget overraskende nederlag. Læs mere om den svenske elitserie her.