Sternberg på fransk visit

Som tidligere nævnt her på hjemmesiden, så er Kasper Sternberg Sjelle klar til at tørne ud for Københavns BTK i Stiga-divisionen, men nu har den 25-årige hardhitter også lavet aftale med Brullie CTT i den franske Pro B (næstbedste række).
”Jeg vil prøve at se, om jeg kan skabe mig et navn i Frankrig, hvor det er svært at komme på et tre-mandshold i den bedste række”, siger Sternberg, der til dagligt atter er at finde på dansk jord efter et par succes-år med svenske holdmesterskaber til følge i Eslöv.

Et godt set up

”Det har været vigtigt for mig at komme hjem. Jeg har søgt det bedste set up i håbet om, at kunne gøre en forskel ved det kommende hold-EM, som jeg har meget fokus på lige nu”, lyder det fra Sternberg, der netop nu er placeret som nr. 129 på verdensranglisten. Han glæder sig over gode styrketrænings- og behandlingsmuligheder samt i det daglige at være tættere på trænerne Linus Mernsten (områdeansvarlig for herrelandsholdet) og Rasmus Jespersen (elitetræner i Københavns BTK).
Det er tanken, at Sternberg ud over træningen med de øvrige landsholdsspillere i Idrættens Hus i Brøndby, hver måned skal på ugelange træningslejre i tyske Ocksenhausen, Slagelse, Eslöv, på Werner Schlager Akademiet i Østrig eller i Kina, hvor han allerede flere gange har været på træningslejr i den tidligere verdensstjerne Ma Wenge’s klub.
”Jeg har gode kontakter i Kina, som liga-mæssigt måske kan blive en mulighed for mig i fremtiden”, fortæller Sternberg.

Drilsk skulderskade

Kasper har i flere omgange været plaget af en langvarig skulderskade. En uge før hold-VM i Japan i starten af maj i år gik det galt under en træningslejr på Werner Schlager Akademiet i Østrig. ”Jeg fik lagt en blokade i skulderen, men blev vel kun ca. 70% klar til hold-VM. Derfor var det lidt mærkeligt, at jeg personligt lykkedes med at tage et par gode skalpe ved VM”, vurderer Sternberg, der spillede på smertestillende piller.
Sternberg og de øvrige på herrelandsholdet fik ved hold-VM god hjælp fra Team Danmarks massør Kim Normann Balling.
”Om aftenen satte Kim hver aften 4-6 nåle i vores ankler og knæ for at undgå, at vi fik ømme ben dagen efter. Det virkede faktisk”, fortæller Sternberg, der efter hjemkomsten har fået sat endnu mere system i den daglige træning, hvor også Team Danmarks fysiske træner Jarl Pors Jakobsen har sørget for styrketræning og genoptræning, der har gjort både ben og skuldre stærke og stabile hos Sternberg, der nu træner på fuld styrke frem mod hold-EM.

Nu går det løs

I kommende weekend tager Sternberg hul på sæsonen, når han i Remisen på Østerbro sammen med sidste sæsons sølvvindere fra Københavns BTK, lørdag møder Vestegnen og søndag Amager. Sidste gang han repræsenterede klubben i landets bedste række, var i 2012, da han var med til at sikre klubbens første danske holdmesterskab for herrer.
I Frankrig debuterer han for Brullie CTT i Pro B tirsdag den 30. september.

Kasper Sternberg

Kasper Sternberg har rettet fokus mod hold-EM i Portugal fra 24.- 28. september. Foto: Rémy Gros. 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk