De danske bordtennisveteraner kan endnu. Det blev til to guldmedaljer, 2 sølv og tre bronzemedaljer ved verdensmesterskaberne for veteraner i Rio i Brasilien. Her deltog 1316 spillere fra 53 lande.
De danske landsholdskæmper Niels Ramberg, Virum og Claus Pedersen, Sisu/MBK vandt herre double i klassen for spillere mellem 60 og 69 år. Niels Ramberg fik sølv i single og Claus Pedersen bronze. De tabte begge til den gamle tjekkiske topspiller Jaroslav Kunz.
Annie Ramberg, Ballerup vandt damedouble i 50 års klassen sammen med tyske Kirsten Krüger Trupkovic fra Flensborg.
I herre single i 40 års klassen vandt fighteren Carsten Egeholt, Dragør sølv efter at have tabt finalen til Ding Yi, Østrig med 3-0. Egeholt måtte spille finalen med en dårlig skulder, men mente selv at han uden denne havde vundet finalen over kinesisk fødte Ding Yi. Egeholt vandt i semifinalen over Colum Slevin, Irland 3-2 efter at have været bagud 0-2
Den store danske overraskelse var landsholdsspilleren fra 80érne Karin Kruse, Skovby, der vandt bronze i såvel single som double. I double kunne det endda have blevet til mere, da hun og makkeren Jette Vieg fra Frem Sakskøbing havde matchbold i semifinalen.
40 danskere deltog i verdensmesterskaberne i Rio
Læs mere på www.ittf.com