Stopper Stobberup op?

”Det skal squ have en chance”, siger 19-årige Patrick Stobberup bestemt, da jeg nysgerrigt vil høre om, hvad han har gang i.
På eget initiativ har ham nemlig besluttet sig for, at betale for sin deltagelse ved fire internationale World Tour-turneringer, hvor han måske i manges øjne vil blive overmatchet. Men det betyder ikke noget for den friske jyde, der tidligere har spillet på ungdomslandsholdet.

I sidste sæson flyttede han fra Jylland til Djævleøen, hvor han stillede op for Holme-Olstrup, der sluttede som nr. 6 i 1. division øst.
”Jeg flyttede på grund af, at jeg ville længere med bordtennis, da det var gået lidt i stå i Jylland”, fortæller Patrick, der trænede 1-2 gange om dagen og desuden spillede i svenske Superettan for Warta. Patrick deltog i sidste sæson i en lang række svenske stævner, og det blev også til en turnering i Island, som han fik muligheden for at spille gennem Københavns BTK.

Patrick Stobberup startede med at spille bordtennis som 8-årig. Han kom på ungdomslandsholdet allerede som 12-årig, og var i de efterfølgende år som ungdomsspiller med i ungdomslandsholdets bruttotrup.

I denne sæson stiller Patrick op for Roskilde og går i 2.g på Ishøj Gymnasium.
”Jeg vil gerne ind i varmen omkring seniorlandsholdstruppen. Jeg er med på, at der skal bevises en del, men det er en udfordring, jeg tager op”, lyder det fra den optimistiske jyde.

Netop nu deltager Patrick Stobberup (sammen med Stefanie H. Christensen og Mie B. Jacobsen) i Belarus Open i Minsk i Hviderusland. Følg hans kampe i indledende pulje her

Næste turnering for Patrick er Flanders Open i De Haan i Belgien fra 10.- 13. september. Desuden er Patricks plan at spille med i den meget stærkt besatte Swedish Open i Stockholm fra 12.- 16. november og Finlandia Open i Helsingfors fra 11.- 14. december.

Patrick Stobberup

Patrick Stobberup vandt tidligere på året et stævne i Island.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk