Store finaler i Beijing

Torsdag formiddag (CET) indledes Volkswagen Pro Tour Grand Finals i den kinesiske hovedstad og kommende værtsby for OL 2008, Beijing – og det med massive hjemmebanefavoritter i de fire seniorrækker.

I de to singlerækker er der kinesere på de fem første seedningspladser, så meget tyder på stor hjemmedominans i Peking University, der de næste fire dage danner ramme om den store og – for ITTF – prestigefyldte sæsonafslutning på Pro Touren anno 2007.

GUO YUE (Foto: ittf.com) WANG HAO (Foto: ittf.com)

På damesiden skal kvartetten Guo Yue, Li Xiaoxia, Wang Nan og Zhang Yining formentlig gøre op om sejren – førstnævnte er regerende verdensmester, og vicemesteren Li Xiaoxia har vundet de to seneste Pro Tour-afdelinger i Bremen og Stockholm, men alle ovenstående kan hjemtage titlen søndag eftermiddag.

Der deltager 16 spillere i singlerækkerne – hos damerne er fem fra Kina, hele 15 af er fra Asien, mens den sidste er en kinesiskfødt tysker!

 
Hos herrerne er den kinesiske dominans ligeså udtalt, selvom chancen for en ikke-kinesisk triumf trods alt er en (lille) smule større end på spindesiden – her er der hele seks kinesere til start, der suppleres af bl.a. tre “ægte” europæere.

Ma Lin, Wang Hao, Ma Long og Wang Liqin besætter de fire øverste seedninger, og det er formentlig dagsformen, der afgør hvem der vinder den store finale på herresiden.

Verdensetteren Wang Hao har været stærkest i efteråret, med sejr ved bl.a. World Cup, og er favorit, mens navnebror og verdensmester Wang Ligin altid er farlig ved de store mesterskaber.

Fra Europa skal Vladimir Samsonov fra Hviderusland, samt den tyske duo Timo Boll og Dimitrij Ovtcharov forsøge at udfordre kineserne efter bedste evne – en svær opgave, men sammen med primært OL-vinderen fra 2004, koreanske Ryu Seung Min vil de givetvis gøre deres bedste.

Grand Finals 2007 kan følges på ittf.com, hvor der er optakt, nyheder og senere resultater – turneringen bliver ifølge ITTF streamet LIVE på itTV fra torsdag…

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk