Sundhed og sund aldring

Ole Hückelkamp interviewes i november 2016 af TV2 foran Idrættens Hus i Brøndby. 84 ældre spillere var mødt op til træning i Roskilde. Foto: Carsten Egeholt.

”Der er ingen tvivl om at halvhård til hård bordtennistræning yder et meget stort bidrag til almen sundhed og sund aldring, og udnyttes den viden optimalt, tror jeg, at bordtennisidrætten går store tider i møde”, siger Ole Hückelkamp, der i 2017 blev valgt som Årets Leder i Bordtennis Danmark – den gang repræsenterende Roskilde Ældre Motion.

Ole er med på, at fællesskaber og social interaktion netop nu desværre er ’en by i Rusland’. Hans vurdering er, at bordtennis officielt spilles af omkring 10.000 i Danmark, men at 10 gange så mange indimellem slår til den hvide bold alle mulige steder rundt omkring i landet.
”Det synliggøres gennem promovering og praktisk, forebyggende bordtennistræning og bordtennisterapi for f.eks. stressramte, psykisk syge, diabetesramte, hjertesyge og ikke mindst Parkinson- og Alzheimersdiagnosticerede”, siger Ole Hückelkamp, der nu bidrager ved at stifte en ny almennyttig forening (non-profit organisation), som oprindeligt skulle være startet den 4. januar i år, hvilket dog er udsat til 1. juni 2021 pga. corona-pandemiens begrænsninger.

”Gennem praktisk bordtennisterapi kan vi skabe praktisk evidens for de sundhedsmæssige effekter af indsatserne”, fortæller Ole Hückelkamp, og henviser til organisationens hjemmeside – klik her, hvor der er igangsat to corona-forsvarlige evidensprojekter. Læs mere om det ene her: Evidensprojekt Parkinson 0120. Det andet projekt igangsættes inden længe i Bevægelseshuset hos Fremad Valby.

Force60 blog vil man dagligt kunne læse om bordtennisterapi/fysisk-/mental træning for Parkinson- og Alzheimersdiagnosticerede og om forebyggende træning samt den danske forskning på området.

”Man kan følge fremdriften i de nye tre måneders bordtennis-evidensprojekter, være med fra starten på bordtennisterapi-centret i Valby Bevægelseshus for Parkinson- og Alzheimersramte, høre mere om Force60’s nye rejsehold, der på et tidspunkt tager ud til Alzheimersramte samt blive klogere på forebyggende bordtennisterapi for alle aldersgrupperinger og nye målgrupperinger”, siger Ole Hückelkamp, der ikke er i tvivl om værdierne ved at bordtennis går ombord i sundhedsområdet. ”Gøres det rigtigt, kan det give boom i bordtennisidrætten”, fastslår han.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson: Ole Hückelkamp
Kontaktperson tlf.: 22 41 14 17
Kontaktperson e-mail: ole.huckelkamp@force60.dk