Sving køllen

Dansk Politiidrætsforbunds Bordtennisudvalg søger ”nye” talenter, der kan være med til at forsvare de danske farver ved de europæiske politimesterskaber i bordtennis, der afholdes i maj 2015 i den bulgarske by Varna.

En lang række velkendte navne har gennem årene repræsenteret bordtennissporten i Politiet der i blandt Allan Årslev, VRI, Torben Ehlers, MK 31, Claus Sandbye Andersen, Helsingør/Brønderslev (DM-finalist i herresingle i 1983), Claus Oxfeldt, Rishøj/Gladsaxe/Virum, John Jansen, MK 31, Morten Dolleris, BTK 61 og senest Daniel Fynsk, Brønshøj, der har vundet det individuelle Politi-DM de seneste tre år.
For at du kan komme på tale til landsholdet, skal du have et niveau svarene til mindst Østdanmarksserie- eller Jyllandsserieniveau, og så skal du være villig til at yde en ekstra træningsindsats for at optimere dit niveau op til mesterskaberne. Kvinder er også meget velkomne til at deltage, blot de har niveauet til det.
Der er på forhånd udtaget en bruttotrup på tre herrespillere, men hvis du har lysten og evnerne, så kan der blive tale om en udvidelse af landsholdet. Du vil blive tilbudt mulighed for træning med spillere af højt niveau op til stævnet, lige som der vil blive arrangeret mindst en landsholdssamling op til mesterskaberne.
Ved EM dystes der over fire dage i både i single, double og hold. Deltagelsen ved mesterskaberne sker for egne fridage.
Hvis du er blevet interesseret og vil vide mere så kontakt Jens Skovbjerg Jensen på JSJ017@politi.dk

Politi DM

Danske Politimesterskaber i bordtennis afvikles over to dage, og har været afviklet siden 1960. I 1984 indførtes en eliterække, hvor iblandt den Danske Politimester skal findes. Der afholdes ikke Nordiske Politimesterskaber i bordtennis, da der ikke er de nødvendige tre lande til at deltage.
På europæisk plan afholdes bordtennismesterskaber hvert 4. år. I 2011 blev mesterskaberne afviklet i Palermo i Italien, hvor Kurt H. Jensen fra B75 var med som holdleder. Daniel Fynsk spillede sig frem til finalen i single, hvor han måtte se sig slået af svenske Mattias Stenberg.
I double blev det til en 4. plads til Daniel Fynsk, Brønshøj og Morten Edelbo, Grenå BTK.

Gode minder

I 1991 deltog Claus Oxfeldt, Torben Ehlers, Claus Sandbye Andersen og Allan Aarslev i det 1. europæiske politimesterskab i bordtennis. Claus Sandbye Andersen vandt bronze i single.
I 1995 var PI-København for første gang i historien arrangør af Dansk BordTennis Unions “rigtige” Senior-DM i bordtennis. PI deltog med Claus Oxfeldt og Claus Sandbye Andersen, der ikke kvalificerede sig mellem de 32 bedste i single, men til gengæld to revanche i herredouble, hvor de sammen vandt 1. runde over de dobbelte danske mestre Jan Harkamp og Allan Bentsen med 2-1 i sæt efter et brag af en kamp.

Politi DM

Billedet her er fra de danske politimesterskaber i bordtennis i Valby Hallen i april sidste år, hvor Daniel Fynsk (th.), PI København (lige som i 2014) blev tredobbelt mester. Her er han på vej mod titlen i herredouble sammen med Jens Skovbjerg Jensen (tv.), som han også vandt hold-turneringen med.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk