Syv danske medaljer

1830 spillere fra 34 lande deltog i sidste uge ved veteran-EM i Finlands tredjestørste by Tampere – 34 af dem var danskere.

Det fantastiske ved såvel veteran-EM som veteran-VM, er, at der er fri tilmelding. Det betyder, at alle, der er over 40 år (eller fylder 40 i år) har haft mulighed for at tilmelde sig veteran-EM i Finland og blive Europamester.

Som så mange gange før havde en stor dansk delegation benyttet sig af denne mulighed – nogen for seriøst at gå efter medaljerne og andre for at kombinere ferie og glæden ved at lege med den lille hvide plastikbold.

I en kæmpe hal udgjorde 90 borde rammen om mesterskaberne. Træningshallen bestod af 40 borde, der konstant var optaget af ofte fire spillere ved hvert bord. Det var stort – meget stort.

Ramberg og Pedersen vandt EM

Måske var Niels Ramberg og Claus Pedersen lidt skuffede over deres individuelle resultater i singlerækken, men i double var de suveræne i 65-69 års klassen, hvor de snuppede EM-titlen.


Niels Ramberg (tv.) og Claus Pedersen (th.) vandt EM i herredouble for spillere mellem 65-69 år.

Mesterskaberne i Finland er allerede beskrevet på Danish Ping Pong Vikings hjemmeside www.dppv.dk, og inden længe vil man også kunne læse et udførligt referat fra begivenheden på denne hjemmeside.

Det var første gang, at Finland stod som arrangør af et ETTU event på denne størrelse. I organisationskomitéen var bl.a. præsidenten for det finske bordtennisforbund Esko Heikkinen (som undertegnede spillede mod i herredouble) og vice-præsident Sonja Grefberg (tidligere rangeret som nr. 36 på kvindernes verdensrangliste). De kan begge se tilbage på et fortræffeligt veteran-EM, som forløb uden nævneværdige problemer.

Undertegnede var med i Tampere og kan kun opfordre alle, der har alderen til det om at deltage ved næste års veteran-VM i Alicante/Elche i Spanien. Det er meget givende at være en del af en stor gruppe med et godt socialt sammenhold og en glæde ved hver eneste medalje, der hjemføres til Danmark. Denne gang vandt følgende danskere medaljer ved veteran-EM:

Herresingle 40-49 år:
BRONZE: Henrik Vendelbo.

Herredouble 40-49 år:
SØLV: Henrik Vendelbo (med Markus Wanek, Tyskland)

Herresingle 50-59 år:
SØLV: Carsten Egeholt.

Herredouble 50-59 år:
BRONZE: Carsten Egeholt (med Rainer Jungblut, Tyskland)

Herresingle 65-69 år:
BRONZE: Claus Pedersen.

Herredouble 65-69 år:
GULD: Niels Ramberg/Claus Pedersen.

Se samtlige resultater fra veteran-EM her


Ca. 800 overværede semifinale- og finalekampene lørdag ved veteran-EM.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk