Tæt nederlag til Mie Skov

Danske Mie Skov er færdig ved Hungarian Open i Budaors – i 2. runde blev det til et tæt nederlag mod taiwanesiske Huang Yi-Hua, der er nr. 28 på verdensranglisten.

Efter en skidt start på kampen, hvor Skov tabte 3-11 i første sæt, var resten af kampen meget tæt, og de fem sidste sæt blev alle afgjort med to boldes marginal – tre af dem gik til Huang, der dermed vandt kampen med 4-2, og avancerede til morgendagens 1/8-finaler.

Mie Skov vil formentlig – præcis som sportschef Peter Sartz forudsagde – rykke frem på den næste udgave af verdensranglisten, efter Pro Tour-turneringen i Ungarn – næste WR-opdatering kommer om ca. tre uger, d. 3. november.

Hungarian Open kan følges hos ITTF – nederst kan ses de danske resultater fra hovedturneringen…

MIE SKOV (Foto: STIGA

15/10 | Mie Skov klar til 2. runde
Mie Skov er klar til 2. runde ved Hungarian Open i Budaors – i sin første kamp i hovedturneringen slog hun verdensranglistens nr. 41, ungarske Georgina Pota med 4-3 og 11-9 i afgørende sæt.

Pota nåede ved EM i Ostrava for en måned siden kvartfinalen i singlerækken, hvor hun tabte til den senere europamester, hviderussiske Viktoria Pavlovich, så det var bestemt ikke hvem som helst Skov, der selv er nr. 87 på verdensranglisten, fik skovlen under i Ungarn.

I 2. runde møder Mie Skov taiwanesiske Huang Yi-Hua, der er nr. 28 i verden – altså endnu en udfordring for Danmarks nr. 1, der står overfor Huang senere fredag med serve off kl. 16:45.

MIE SKOV (Foto: Jens Luckenbach)

15/10 | Sternberg ude efter 3-4
Kasper Sternberg stred godt, men forgæves, da han tabte i 1. runde af U21-turneringen ved Hungarian Open – russiske Mikhail Paykov slog danskeren med mindst mulig margin.

Russeren kom relativt nemt foran med 3-0, inden Sternberg kom i gang, og udlignede til 3-3 efter i 6. sæt at have overlevet hele fem matchbolde fra 5-10, inden han afgjorde på sin anden sætbold.

Syvende og afgørende sæt blev tæt – Sternberg kommer foran med 7-4 og 9-8, men taber til sidst med 9-11, og dermed var det Paykov, der avancerede til 1/8-finalerne i U21-turneringen i Budaors, mens Sternberg kunne pakke kufferten.

Senere fredag spiller Mie Skov sin førsterundekamp i Dame single, hvor ungarske Georgina Pota står på den anden side af bordet – her er der serve off kl. 12:15.

KASPER STERNBERG (Foto: Jens Luckenbach)

14/10 | Ungarsk og russisk modstand
Danmark er repræsenteret med to spillere, når hovedturneringen ved Hungarian Open indledes fredag morgen – både Mie Skov og Kasper Sternberg vandt deres kvalifikationspulje i Dame Single, hhv. Herre U21 Single, og er dermed blandt de 64, hhv. 32 sidste i deres respektive række.

I DS møder Skov ungarske Georgina Pota, der ved EM for en måned siden nåede kvartfinalen i singlerækken, hvor hun tabte til den senere europamester, hviderussiske Viktoria Pavlovich.

Pota er placeret som nr. 41 på verdensranglisten – Skov er nr. 87 på samme liste.

GEORGINA POTAMIE SKOV (Foto: Jens Luckenbach)

Sternberg møder i 1. runde af U21-turneringen Mikhail Paykov fra Rusland, der i 2007 blev junioreuropamester – der venter på papiret en tæt kamp mellem verdensranglistens nr. 216 (Paykov) og 226 (Sternberg).

HUNGARIAN OPEN | 15-17/10
DAME SINGLE
Mie Skov – Georgina Pota, Ungarn: 4-3 (9-11, 11-5, 5-11, 11-8, 7-11, 11-8, 11-9)
Huang Yi-Hua, Taiwan – Mie Skov: 4-2 (11-3, 10-12, 11-9, 11-13, 11-9, 11-9)

HERRE U21 SINGLE
Kasper Sternberg – Mikhail Paykov, Rusland: 3-4 (7-11, 4-11, 8-11, 11-4, 11-7, 13-11, 9-11)

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk