Tag et år til Schweiz

For en eller to danske unge spillere med talent og lidt eventyrlyst i blodet er der nu mulighed for at komme til Schweiz og dygtiggøre sig som bordtennisspiller.

Opfordringen kommer fra 49-årige Jens Søgaard Jacobsen, der i dag er bosiddende i Schweiz, hvor han sidder i bestyrelsen i klubben CTT Cortaillod, der netop er rykket op i den bedste schweiziske række LNA med et hold bestående af unge lokale talenter på 15, 17 og 17 år samt 56-årige Ding Yi (tidligere nr. 7 på verdensranglisten og dobbelt veteran-verdensmester).

Hvem er Jens Søgaard Jacobsen?

Jens Søgaard Jacobsen har tidligere spillet i klubberne Sjørring, IHF, Zero, TPHU og Stagstrup KFUM. Han har holdt en pause med bordtennis siden midten af 1990’erne, men er startet op igen, hvilket for nyligt har givet pote ved de schweiziske veteran-mesterskaber i Chateau d’Oex, hvor Jens vandt sølv i 40+ herredouble sammen med spanske Carlos Puertas. De to måtte i finalen se sig slået med 3-2 i sæt. Begge spiller for CTT Cortaillod. “Som dansker kan man godt deltage ved de schweiziske veteranmesterskaber, men ikke ved de nationale schweiziske mesterskaber for senior”, forklarer Jens Søgaard Jacobsen fra en telefon i Schweiz.

Truszczynski/Stumpfecker fra henholdsvis Polen og Tyskland (bronzevinderne fra 40+ rækken ved veteran-EM i 2013) vandt guld ved de schweiziske veteranmesterskaber i 2015. Til venstre sølvvinderne Jens Søgaard Jacobsen fra Danmark (med det lyse hår og i dansk landsholds T-shirt) sammen med makkeren Carlos Puertas. Bronzemedaljerne gik til Nyanguile Origène, Congo (makkeren J-P. Vogel mangler på billedet) og Kreuzberg S./Vorpe A. Alle naturligvis bosiddende i Schweiz. Foto: Privat.

Træning med Ding Yi

Ding Yi, der har spillet utallige kampe for det østrigske landshold og i den tyske 1. Bundesliga har nu slået sig ned i Schweiz, hvor han bl.a. til tider træner med de tre unge spillere Yoan Rebetez, Julien Märki og Nicolas Simonet, der alle enten er eller har været på det schweiziske cadet- og juniorlandshold. To af dem deltager ved ungdoms-EM om en lille måneds tid i Bratislava.

”Der er i samarbejde med naboklubberne etableret gode træningsmuligheder for ungdomsspillere og en fuldtids professionel træner”, fortæller Jens Søgaard Jacobsen, og fortsætter: ”Ding Yi kommer desuden med mellemrum og giver træning til de bedste ungdomsspillere”.

Et år med udvikling

Sproget i Cortaillod, som ligger 7 km vest for Neuchatel er fransk. Der er plads til spillere i Cortaillod på såvel 1ère Ligue, som LNC og evt. LNA. I naboklubben CTT La Chaux de Fonds er der formentlig også plads på enten LNC eller LNB holdet.
”Hvis kemien er i orden, kan der måske ordnes privat indkvartering. Der vil være mulighed for enten at følge undervisning på gymnasium eller handelsskole, hvis franskniveauet er til det. Hvis man er nybegynder, kan man følge et intensivt franskkursus”, fortæller Jens Søgaard Jacobsen.
Der vil være gode muligheder for at få et fantastisk år med udvikling på såvel bordtennis- som sprog- og modenhedssiden. Man skal regne med at have penge med hjemmefra.

Bordtennisniveauet i Schweiz har i en årrække været ganske lavt, men i de senere år er der i flere klubber og fra Swisstabletennis (http://www.swisstabletennis.ch) taget initiativ til at intensivere træningen og arbejdet med de unge spillere. Niveauet i LNC svarer vel omtrent til 2. division i Danmark, mens ovennævnte Truszczynski hører til blandt de bedste spillere i LNB.

Har du lyst til at vide mere om denne mulighed, så er der baggrundsinformation om schweizisk bordtennis på http://www.swisstabletennis.ch og mere om CTT Cortaillod på hjemmesiden: www.ctt-cortaillod.ch samt på Facebook: www.facebook.com/pages/Cortaillod-table-tennis/633297850101416.

Hvis du er interesseret i at høre mere om de konkrete muligheder, så kontakt Jens Søgaard Jacobsen på e-mail eller telefon.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: +41 (79) 787 42 36
Kontaktperson e-mail: jens.jacobsen@yahoo.dk