19-årige Ida Hvid, der til daglig spiller i Sisu/MBK, har netop “overstået” en over tre måneder lang træningstur til Kina – herunder kan man læse om hendes oplevelser…
Da jeg satte mig op i flyet på vej til Kina, havde jeg kun en svag forestilling om, hvad der ventede mig. Jeg vidste kun, at jeg var på vej mod det, jeg havde planlagt længe: et træningsophold på en af Kinas mange bordtennisskoler, Hebei Table Tennis Club.
Klubben ligger i Shijiazhuang (eller, som de siger hernede: 石家庄), godt to timers togtur vest for Beijing. Det er en mindre by med 1,8 millioner indbyggere i bykernen og 8,6 millioner i distriktet.
Jeg var der i 99 dage, og det var en blandet fornøjelse.
Da jeg kom herned, lå temperaturen over 30 grader, og der var helt vildt støvet. Faktisk gik der seks uger, før jeg første gang så en blå himmel. Det var virkelig mærkeligt.
Men jeg havde heller ikke ret meget tid til at være udenfor. Næsten alle mine vågne timer brugte jeg i hallen, og i virkeligheden var mit liv ret enkelt.
Jeg levede som en lille baby. Jeg vågnede, spiste, lærte en masse nyt, spiste, lærte en masse nyt, sov og vågnede igen. Sådan gik mine dage.
Jeg stod op ved 7-tiden og spiste morgenmad. Det første træningspas begyndte klokken 08.20 og varede til 11. Så spiste vi frokost og slappede lidt af inden eftermiddagspasset fra 14.40 til omkring 17, hvor der som regel var fysisk træning.
To gange om ugen havde jeg et individuelt træningspas om aftenen, inden jeg lagde mig til at sove. Sådan så standard-skemaet ud – seks af ugens syv dage. Søndag havde vi (normalt) fri..
Men jeg vil sige, at man virkelig skal ville bordtennis for at være på skolen. Det er træningen, man betaler for, og alt andet er mildest talt elendigt: værelser med afskallet tapet og mugpletter på væggene, kæmpe kakerlakker på værelset og ensformigt mad.
Og så er det en træningskultur, der ligger helt usandsynligt langt fra den danske. Den var utrolig barsk og slet ikke som den, jeg var vant til hjemme fra Danmark.
Jeg blev meget overrasket, første gang en træner gjorde nar af mig, grinte af mig og sågar rystede på hovedet og sagde, at jeg var SÅ dårlig, at han blev helt aggressiv af at se mig spille, så han ville ikke træne mig.
Men de ydmygelser, jeg som vestlig spiller måtte finde mig i, var vand i forhold til, hvordan de behandler kinesiske spillere. De er overbevist om, at fysiske så vel som verbale tæsk har en positiv virkning på spillernes udvikling og præstation.
Hvis de kinesiske spillere ikke spiller godt eller opfører sig ordentligt, slår trænerne dem, og de slår til. Det var meget hårdt for en dansker at se, hvordan syvårige små børn bliver slået for at være ukoncentrerede et øjeblik.
Også i fht. kommunikation og aftaler kunne jeg mærke, at jeg var på den anden side af jorden.
Men omvendt var jeg ikke blevet der i 99 dage, hvis ikke jeg havde fået noget ud af det. Og det har jeg. Jeg fik en masse træning, og da jeg vænnede mig til formen og lærte at insistere på at få feedback og coaching, oplevede jeg også at få meget kompetent og god rådgivning og vejledning.
Så alt i alt var jeg glad for at jeg tog af sted. Jeg har trænet meget. Jeg er blevet mere bevidst om grundlæggende ting i spillet. Men jeg er også blevet opmærksom på, at det er et hård sted at være både, fysisk og psykisk.
Ida Hvid har tidligere lavet en årsopgave om bordtennis. En del af opgaven var videoen Talentudvikling indenfor Bordtennis, som kan ses herunder – læs mere om Årsopgave: Bordtennis! via linket…