Til syvende og sidst

EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008

Når den 51. udgave af EM for Ungdom serves i gang om en uge, er det samtidig 7. og sidste gang, at Mikkel Hindersson er blandt deltagerne – siden sin debut i 2002 som kun 12-årig yngredrengespiller, er det blevet til deltagelse ved samtlige UEM’er siden da.

Undervejs er det blevet til en del succeser for Hindersson, der bl.a. kan se tilbage på en vundet bronzemedalje i juniordouble for to år siden, da han sammen med Kasper Sternberg nåede semifinalerne i Sarajevo – derudover er det blevet til et par kvartfinaler i singlerækkerne.

dbtu.dk snakkede med nu 18-årige Mikkel Hindersson under de afsluttende træningsforberedelser i Brøndby, hvor han kigger frem mod det kommende UEM, der altså bliver hans sidste, inden han overgår til seniorstatus – og tilbage på ungdomstiden, der er et overstået kapitel om 2½ uge, når sidste bold er slået i italienske Terni, der danner ramme om årets mesterskaber.

Hvordan ser du tilbage på din tid som ungdomsspiller?
Resultatmæssigt er det jeg husker bedst selvfølgelig bronzemedaljen for to år siden, men også det at jeg har deltaget i så meget, har været positivt – selvom UEM’erne overskygger alt andet på ungdomssiden.

Det at jeg har været med så mange gange, gør at jeg kan koncentrere mig 100% om spillet – jeg var jo ikke særlig gammel, da jeg var med i starten, men jeg har efterhånden fået styr på alle de udenomsting, der er ved et UEM.

Samtidig med de mange ungdomsturneringer har jeg også været en del af seniorarbejdet, hvor jeg har deltaget i bl.a. EM i Århus og på Pro Tour’en.

Det har været en fordel, selvom det nogen gange har været svært at omstille sig fra at spille mod seniorer en uge og juniorer den næste uge, når man først møder Top 100-spillere på Pro Tour’en og derefter skulle spille en juniorturnering.

Det var stort at spille EM på hjemmebane, men spillemæssigt var det ikke anderledes end at spille på Pro Tour’en – der var bare meget mediebevågenhed, da jeg ikke var så gammel.

Hvad er dine forventninger til dette års UEM?
Det er svært at sige, da der er rigtig mange hold, der virker meget lige, hvor vi er et af dem – hvis vi rammer vores maksimum, kan vi være med mod alle de gode hold.

Ved French Open var vi tæt på at slå Ungarn, der endte i finalen, så hvis vi rammer dagen dernede mod et af de gode hold, kan vi sagtens drille dem, og måske komme til at spille med om medaljer – men det overordnede mål er forblive i A-gruppen.

Jeg føler, at jeg skal gå forrest som førstemand, hvor jeg skal vise vejen – også fordi jeg klart er den mest erfarne af os fire på herrejuniorholdet.

Hvis jeg laver en god indsats, vil det helt sikkert smitte af på de andre på holdet. Det betyder dog slet ikke, at jeg føler det hele afhænger af mig!

Vi skal allesammen hjælpe til undervejs, og det er vigtigt ingen melder sig ud – hverken ved bordet eller på bænken. Det er vigtigt vi allesammen er 100% “på” hele tiden – både når vi spiller og når vi forbereder os mellem kampene.

Individuelt føler jeg, at jeg kan slå alle – men også her gælder det om at ramme dagen.

  MIKKEL HINDERSSON

Det er dit sidste UEM – føles det anderledes pga. det?
Nej, det gør det ikke – det føles lidt anderledes fordi jeg denne gang har været skadet og blevet opereret i løbet af sæsonen, så mange af dem jeg føler jeg er bedre end, har overhalet mig.

Jeg føler mig dog fit for fight, og jeg glæder mig til at måle mig med de bedste spillere, når jeg kan give mig fuldt ud…

– læs meget mere om EM for Ungdom 2008 ved at følge linket…

EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 29 62 35 05
Kontaktperson e-mail: mads.sorensen@dbtu.dk