Tjele efterskoleprojekt

Bordtennis bliver nyt liniefag på Tjele Efterskole næste år.

Nørreå Bordtennis ansætter træner på halv tid fra sommeren 2004.
I foråret fortalte Nørreå Bordtennis om endog meget store planer for fremtiden. Nu er klubben godt i gang med at realisere disse planer. Således får Nørreå bordtennis fra 1. juli ansat en træner på halv tid. Det er klubbens energiske frontkæmper gennem flere år Tommy Jørgensen, der får denne stilling. Samtidig etablerer Tjele Efterskole i Hammershøj bordtennis som nyt liniefag, og til at klare træning og undervisning er Tommy Jørgensen ansat på halv tid. For tre-fire måneder siden henvendte Tommy Jørgensen sig til forstander Michael Vendelboe på Tjele Efterskole for at høre om man var interesseret i at oprette bordtennis som liniefag. Efter en meget kort betænkningstid sagde efterskolen ja til projektet. Både Dansk BordTennis Union og DGI Bordtennis har givet projektet deres fulde støtte.

Maksimum er nået.
Det spændende projekt udspringer af, at Nørreå bordtennis har nået sit maksimum af, hvad man kan få lavet ved frivillig arbejdskraft.
– Derfor har vi arbejdet med muligheder for at ansætte folk, men det kræver projekter, siger Tommy Jørgensen. Han fortæller, at Nørreå Bordtennis i år har mistet sine to bedste pigespillere Asløg Andersen og Nina Brøker, fordi de skulle på efterskole.
– Derved kom vi på idéen med at få gang i en bordtennis efterskole, fortæller Tommy. I DBTU’s bestyrelse havde man også drøftet idéen, og vi tog kontakt til Tjele Efterskole, som var hurtige til at gribe idéen. Igennem et samarbejde med Dansk Bordtennis Union blev der lavet en lille brochure, der er sendt ud til alle danske bordtennisklubber, brochuren var også klar til Efterskolernes Dag og kastede et par tilmeldinger af sig. På Tjele Efterskole har man næste år fem liniefag: Skak, kunsthåndværk, filosofi, fodbold og bordtennis.
– Og vi har allerede nu optaget så mange elever på bordtennis, at vi kan ansætte Tommy på halv tid, siger Michael Vendelboe. I øjeblikket er der i alt 60 elever på skolen, men til sommer begynder der 80 elever.
 
Faglig studietur.
Tommy Jørgensen skal stå for alt, der har med liniefaget bordtennis at gøre.
– Vi laver ikke som mange andre efterskoler en fælles skitur til Norge, siger Torben Vendelboe, vi laver studieture for liniefagene. For eksempel var skak-holdet i Holland og spille international turnering dernede, og kunsthåndværk-holdet var på studietur til Paris og Monets Have også videre.
– Det kunne være naturligt at sende bordtennis-holdet til Düsseldorf i Tyskland. Her spiller Danmarks bedste bordtennisspiller 22-årige Michael Maze, der er nr. 26 på verdensranglisten, siger Anders Kliver fra DBTU, hvor han arbejder som breddekonsulent.
– For DBTU er det et fantastisk projekt både det Nørreå bordtennis har gang i, og det Tjele Efterskole nu begynder, siger Anders Kliver. Morten Ganderup, Lemvig, der sidder i DGIs bordtennisudvalg finder også, at det er meget spændende projekter, der er på vej indenfor bordtennissporten.
 
Fortsætter i klubben.
– Det er naturligvis meningen, at efterskoleeleverne i weekenden får mulighed for at tage hjem og spille for deres klubber, siger Tommy Jørgensen.
Han håber, at bordtennis kan blive så populært på efterskolen, at det kan bære en fuldtidsstilling, og at man senere kan have en træner på fuld tid i Nørreå Bordtennisklub og senere også ansætte en leder.
– Det er målet på sigt, men vi er kommet utroligt godt fra start ikke mindst takket været professionel og god støtte fra Dansk BordTennis Union og DGI, siger Tommy Jørgensen. Vi har også planer om at lave en bordtennisklub i Hammershøj, og i selve klubarbejdet kan vi hjælpe fra Nørreå, mens efterskolen kan hjælpe med hjælpetrænere. Desuden opfordrer vi efterskolens elever til at træne to gange om ugen i Nørreå. Nørreå Bordtennisklub har også planer om at lave flere klubber eller få samarbejde med klubber, så man kan samle de bedste spillere til fællestræning i Nørreå.
– Derfor er det meget vigtigt, at vi får en hal op at stå i Skjern, siger Tommy Jørgensen, men det arbejdes der jo også kraftigt med.
 
Birthe Winther, Midtjyllands Avis

Fakta-boks.
Dansk BordTennis Union og DGI Bordtennis støtter projektet bordtennis som liniefag på Tjele Efterskole. Al bordtennisinstruktion udføres af trænere fra de to organisationer. Liniefagets indhold: Seks timers bordtennisspil og to timers teori/fordybelse om ugen. Målrettet indsigt i taktik og teknik, fysisk træning, træningsplanlægning, ernæringsvejledning, fysiologi, trænerrollen samt holdninger til idrætten.
Kurser: DBTU’s basisuddannelse, diverse spot-emne kurser, DGIs ungdomstrænerkursus del 1 og 2.
Gæstetrænere: Landstrænere (DBTU) og landsinstruktørrer (DGI) samt spillere fra landsholdstruppen.
 
De fire der »stak hovederne sammen« og lavede bordtennis-projektet er fra venstre Morten Ganderup, Lemvig, DGI bordtennis, Anders Kliver, Brøndby, DBTU, Michael Vendelboe, Tjele Efterskole og Tommy Jørgensen, Nørreå Bordtennisklub. Foto: Knud J. Stentoft

Forfatter: Birthe Winther, Midtjyllands Avis
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 11
Kontaktperson e-mail: anders@dbtu.dk