Tjen endnu flere penge på skrabelodder

Pressemeddelelse

Skoleklasser, foreninger og sportsklubber kan nu tilmelde sig Diabetesforeningens forårs-skrabelodssalg. Som noget nyt er det muligt at tjene flere penge til sin egen fælleskasse samtidig med, at man støtter diabetessagen.

Diabetesforeningen åbner nu for tilmeldingen til sit forårs-skrabelodssalg, hvor klubber, skoler og foreninger tjener penge for hvert lod de sælger. Lotteriet er en rigtig god måde at tjene penge til sine egne aktiviteter og formål samtidig med, at man støtter en god sag. Det er nemt og risikofrit at deltage som sælger i skrabe-lotteriet, da usolgte lodder altid kan sendes retur.

Mulighed for at tjene mere end tidligere

Hver gang en klub, skole eller forening sælger et af Diabetesforeningens skrabelodder til 30 kroner, går minimum 11 kroner til sælgeren. Det beløb kan øges til 14 kroner per solgt lod, hvis sælgeren bestiller minimum 200 lodder og samtidig får solgt alle de bestilte lodder. Tidligere var sælgerens provision kun 9 kroner.

– Diabetesforeningen har gennemført lotterier i en årrække. Vi har et meget attraktivt skrabe-lotteri med mange gevinster og gode præmier, der samtidig giver en rigtig god fortjeneste til sælgerne. I år øger vi muligheden for, at skoleklasser, foreninger og sportsklubber kan tjene endnu flere penge til sig selv. Vi vil rigtig gerne motivere endnu flere til at gøre en aktiv indsats til gavn for diabetessagen. Diabetesforeningen bruger nemlig overskuddet til børne- og familiekurser, forskning i diabetes, rådgivning samt forebyggelse og oplysning, siger Søren Biune, der er chef for marketing og fundraising i Diabetesforeningen.

Hver dag får ét barn i Danmark type 1-diabetes. Sygdommen rammer tilfældigt og kan hverken helbredes eller forebygges. Med type 1-diabetes, mister kroppen evnen til at producere det livsnødvendige hormon insulin. Sygdommen vender op og ned på tilværelsen – ikke kun for det barn eller det unge menneske, der bliver ramt, men for hele familien.

Bil og drømmerejse på højkant

I forårets skrabe-lotteri er der mere end 8.500 gevinster på lodderne. Heriblandt en Citroen C3 Pure Tech til en værdi af 139.900 kr. samt et drømmerejsegavekort fra Tui til en værdi af 50.000 kr.
Du melder dig til på hjemmesiden www.diabetes.dk/lotteri eller ved at kontakte Diabetesforeningen på tlf. 63 12 90 17 eller e-mail: skrabelotteri@diabetes.dk

Salgsperioden er fra den 19. februar – 31. maj 2018.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 63 12 90 54 / 41 91 88 22
Kontaktperson e-mail: jga@diabetes.dk