To ambitiøse trænere tager på Diplomtræneruddannelse

DBTU har fået en enestående mulighed for at tilbyde diplomtræneruddannelsen til to trænere på et turboforløb i denne sæson. Bestyrelsen og uddannelsesudvalget har udpeget Kim Nylander og Michael Jørgensen. Begge trænere har sagt ja og deres klubber bakker dem op, så de får mulighed for at fylde på deres uddannelsesniveau.

Uddannelsen starter i uge 44, men trænerne er faktisk allerede startet på at forberede sig – de har fået en del læsestof, som de skal igennem inden kursusstart. Deres respektive klubber, Silkeborg BTK for Michaels vedkommende og København BTK, Brønshøj Bordtennis samt Level Academy for Kims vedkommende, udviser stor velvilje og viser, at de vægter træneruddannelse højt, ved at give dem fri i de tre uger, velvidende at de får nogle endnu bedre trænere til deres rådighed i fremtiden.

Uddannelsen varer ca. et halvt år og består af tre blokke. Hver blok består af 6 undervisningsdage fra kl. 8.30-18.00/20.00 (mandag – lørdag). Turboforløbet er et meget kompakt forløb, som kræver, at trænerne inden for en periode på 6 måneder skal deltage i undervisning, udarbejdelse og aflevering af del- og eksamensopgaver, samt afsætte forberedelsestid til hver blok. I alt 165 timers tilstedeværelse, hvor opgaveskrivning og forberedelse kommer udover. Efterfølgende skal Michael og Kim, over seks uger, videre på forbundsdelen DBTU Diplomtræner, der udgør 30 timers arbejde med en fri opgavebeskrivelse tilknyttet en vejleder fra DBTU.

DBTU ønsker at klubberne får flere kvalificerede og veluddannede trænere på alle niveauer og denne fantastiske mulighed er et skridt i den rigtige retning.

For at kunne starte på diplomtræneruddannelsen skal man igennem DBTU’s og DIF’s grundlæggende trin. Forbundsdelen udgør basistrænerkurset og klubtrænerkurset eller tilsvarende, evt. fra udlandet, eller for dem der har nyere bordtenniskurser Opgraderingskurset.


Kim Nylander (tv.) og Michael Jørgensen (th.). Foto: Privat.

Kontaktperson tlf.: 20 42 78 87
Kontaktperson e-mail: jeppe.damsgaard@dbtu.dk